værk, Det norske Folks Historie, vil der findes nogen indgaaende Behandling af disse Spørgsmaal.
Munch mener først (I, 1, S. 466 flg.), at efter den af Harald indførte nye Tingenes Orden blev Gaardene ikke længere sine Besidderes Odel; de tidligere Eiere beholdt dem kun som Len og mod en Afgift. I den Anledning udtaler han, at saadant ikke kunde andet end hos Folkets Flerhed at vække Harme og Mismod, hvorpaa da ogsaa Historien har leveret mange Exempler. Hvad der an- føres, er dog alene to Steder af Egils Saga, og det bliver ikke mange Erempler. Længere frem i Værket (I, 1, S. 606) gjentages den samme Dom, at Haralds Indretninger, fornemmelig i Begyndelsen af hans Regjeringstid havde været forhadte, og at Kongen ved flere Leiligheder havde vist Strenghed, ja, Haardhed. Men Munch siger tillige i samme Forbindelse, at Harald maa have besiddet overlegne Talenter og udøvet en mægtig Indflydelse paa alle sine Omgivelser.
Munch har her, som ogsaa ved andre Tilfælde, søgt at sammenarbeide de forskjellige Opfatninger, for saa af dem at lave en ny, der skal vise Harald fra flere Sider.
Som den næste Historiker kommer i denne Række T. H. Aschehoug, der i sit Værk over Statsforfatningen i Norge og Danmark (1866) kort og klart udtalte, at Harald „fordrev vel ikke Jordens forrige Eiere; men han berøvede dem deres Odel (Eiendomsret) og lod dem give sig Landskyld“. Efter dette gives en Oversigt over Haralds administrative Anordninger Aschehoug har antagelig her ladet sig nøie med en Tilslutning til sine nærmeste Forgjængere, idet hans Opgave mere var at give en Oversigt over den samlede, afsluttede Udvikling end med Munch at indgaa i den kritiske Under-
