indtil han beretter om Christendommens Indførelse paa Island, og dette samme gjenfindes ligeledes i Historia Norvegiæ.
Som den norske Tradition foreligger i de nævnte fire Skrifter, og da fornemmelig i de to, som er skrevne paa Norsk, præsenterer den sig for en Del i en meget knap Form. Men dette er netop egnet til at vække Tillid, fremfor den udmalende, bitre Beretning, som læses i Egils Saga. Uvilkaarlig maa Læseren ved denne sidste Skildring spørge, hvorledes det skulde været muligt at fastholde en saa detailleret Beskrivelse gjennem den lange Tid, der hengik, forinden den islandske Ættesaga blev fæstnet.
Ágrip og Fagrskinna nævner intet om, at Harald tog Odelen fra Bønderne, og at han i den Anledning i sin Samtid blev opfattet som den, der gjorde dem til sine Træler og Leilændinger. Men i den sidstnævnte Bog siges noget andet, som vel stemmer med alt, hvad ellers kan ansees sikkert om Kongens Samfundsorden, at han lagde Landet i Skat, og at han betragtedes som en god og fredsæl Fyrste.
Med dette for Øie, bliver det en ganske nærliggende Slutning, – at formode, at det, Fagrskinna har at fortælle om den almindelige Skatlægning af Landet, netop er det samme, som den islandske Tradition gjengiver i den Form, at han skulde have taget Odelen fra Bønderne. Sagaforfatteren har skrevet paa en Maade, der viser, at der i Norge ikke kan have levet nogen stærk Bevidsthed om, at Harald havde gjennemført eller blot planlagt en radikal Omstyrtning af Odelen som Institution.
Hertil kommer et meget vigtigt Moment, der ikke maa oversees. Det er efter mit Skjøn et Moment af
