Haralds mange Hustruer og nævner samtlige hans Sønner, som her er tyve i Tallet, og af hvilke Ragnvald anføres sidst, han, som var Søn af Finnepigen Snjofrid, Datter af Finnekongen Svase. I Tilslutning dertil fortælles saa det bekjendte Sagn om Kong Harald paa Tofte, hvor han gjør disses Bekjendtskab, om hans Kjærlighed til Snjofrid og Sorgen over hende, m. m. Umiddelbart derefter fortælles, at han regjerede i 60 Aar som einvaldskonungr, foruden 10, i hvilke han før havde været Konge, og saa: „siden døde han paa Rogaland og var hauglagt paa Haugar, op fra Hasløiarsundet“.
Med al sin Knaphed giver alligevel dette lille Skrift et interessant Indblik i den Opfatning af Harald Haarfagre og hans historiske Gjerning, der i anden Halvdel af det 12te Aarhundrede kom tilorde i Norge. Harald er den ordnende og fredbringende Landsstyrer Men allerede nu har der om hans Skikkelse begyndt at gruppere sig enkelte Lokalsagn. Fortællingen om Svase og hans Datter er, hvad enten den knyttes til Toten eller til Tofte paa Dovre, et oplandsk Sagn, som en Forfatter her, antagelig for første Gang, har forsøgt at indregistrere som Historie.
Om Ágrip er ført i Pennen af en Nordmand eller af en Islænding, er et i denne Forbindelse ligegyldigt Spørgsmaal, da der forøvrigt hersker Enighed om, at denne Bog hviler paa en fra Norge stammende Tradition.
Et fornyet Udtryk for denne samme norske Tradition træffes atter i en yngre Sagasamling, Noregs konunga tal, eller som den almindelig benævnes, Fagrskinna, med et Navn, som egentlig blot skulde gjælde det ene af de to Haandskrifter, i hvilke den er bevaret. Selv om ogsaa den her foreliggende Redaktion maa antages at være ført i Pennen af en Islænding, saa kan det alligevel
