Kapitel fortælles, at „Kong Harald Haarfagre først uddrev alle Smaakonger og alene erholdt Regjeringen over hele Norge i sytti Aar og døde“. I tredie Kapitel fortælles om Islands Opdagelse og første Bebyggelse, men uden noget forklarende Tillæg, at Kongens Haardhed havde drevet Folk bort fra Norge[1].
Efter denne Historie kommer den kun ubetydelig yngre Historia Norvegiæ, der ogsaa i sin Beretning om Harald Haarfagre er meget kortfattet. Det heder alene, at Harald „først erholdt Regjeringen over hele Sølandet; for Midtlandet raadede fremdeles Smaakongerne[2], dog ligesom under hans Herredømme. Om ham erindres mange og mærkelige Ting, som det dog nu er langt at fortælle i Enkelthederne. Han regjerede i 73 Aar og avlede 16 Sønner.“
Som det tredie i Rækken af disse gamle Kildeskrifter kommer den saakaldte Ágrip[3], hvor vi videre kan vente at træffe Udtryk for den norske Tradition om Kong Harald. Her møder i Hovedsagen atter en ganske knap og kort Redaktion, dog lidt mere udvidet. Harald var den tidlig udviklede Kraft; han kjæmpede med de nærmeste Konger, hvem han beseirede, og tilegnede sig derefter hele Norge. Hans sidste seierrige Kamp stod i Hafrsfjorden. Siden raadede han for det hele Norge og var dette Lands allvaldskonungr, hvorefter det heder, at han „indførte god Orden og Fred i Landet“ (siðaði vel land sitt ok friðaði) Haandskriftet omtaler derpaa
