heder om hans Sønnesøn: frá Þórði er mart stórmenni komit á Íslandi (S. 40). Denne Bjørn Bunas Herseræt er nær beslægtet med en anden Æt af samme høie Rang fra Sogn og er indgiftet i en ringerikisk Herseræt (S. 41, 94, 108 flg.). Andre udledede sin Herkomst fra Harald Guldskjæg, den sidste Fylkeskonge i Sogn (S. 185, 300, 325).
Hørdafylket var paa lignende Maade Hjem for mange Udvandrere, af hvilke nogle efter Traditionen skulde stamme fra Herser. Om ikke faa af disse Hørder opgives det udtrykkelig, at de kom fra Voss. Böðvarr enn hvíti var en af disse. Han havde et langt Slægtregister, der for det meste tør være meget tvivlsomt, idet det fører helt op til den gamle Oplandskonge, Rolf i Berg. Torolf Mostrarskegg var ligeledes mellem Notabiliteterne fra Hørdaland. Om Brødrene Tord og Ønund Vikingssønner fortaltes, at de skulde være Harald Haarfagres Sønner, hvad dog neppe kan have stemt med det virkelige Forhold (S. 143, 147). Som Hersesønner fra Hørdafylket nævnes ogsaa Eyvind Torsteinssøn og hans Broder Ketil (S. 228 flg). Naar P. A. Munch (I, 1, S. 550) udtaler: „Hørdafylke har saaledes maaske endog afgivet det største Antal Kolonister til Island, da er det rimeligt, at han dermed maa have rammet Sandheden. Mellem disse Kolonister var der ogsaa flere, som i første eller andet Led skulde være Efterkommere af den hyppig omtalte Høvding, Kaare, der gjerne gik under Navnet Hørdakaare.
Paa Rogaland møder os først Hærkongen, Geirmund Heljarskinn, der nedstammer fra tidligere Konger over Hørdafylket. Sagnene om denne Æt maa forøvrigt have vaklet mellem Hørdaland og Rogaland.