i Ættekamp med Kongens Herse Grim og hans Jarl Audun, og derigjennem blev der foranlediget Overfald, Drab o. s. v., alt endende i en Udvandring. Det ser ud, som om Øndottr og hans Børn til en Begyndelse har føiet sig efter den nye Samfundsorden. Først efter et voldsomt administrativt Indgreb fra Hersens Side, begynder Uenigheden. Kongen synes næsten personlig optagen af Striden, der spiller fra Agder helt op til Nordmøre, hvor der i den Anledning nævnes to Lendermænd i Surendalen.
Om Hella-Björn (S. 156 siges), at han var víkíngr mikill; hann var jafnan óvin Haralds konúngs; han fór til Íslands. Paa samme Maade (S. 156) fortælles om Herrauðr hvítaský, der kaldes göfugr maðr, at han blev dræbt paa Kong Haralds Anstiftelse, hvorefter hans tre Sønner föru til Íslands.
Vi er dermed komne ind paa de Tilfælde, hvori der foreligger formelige Ættekampe. Men disse er ikke synderlig mange i Tallet og har, nærmere beseet, en saa overveiende personlig Karakter, at det politiske Element, som ogsaa kunde være forhaanden, saagodtsom svinder bort. De har budt et rigt Stof for digterisk Behandling, og derfor er da ogsaa Egils Saga bygget over en saadan Ættekamp, den, som i flere Slægtled førtes af Kveldulfs Efterkommere mod det norske Kongehus. Landnámabók (S. 55 flg.) har ogsaa en Tradition om denne Kamp, som dog afsluttes med Ættens Bosættelse paa Island.
For en Mand som Kveldulf har det været en vanskelig Sag, rolig at finde sig i Anerkjendelsen af den nye Samfundsorden. Foreløbig kunde det dog gaa. Men Bruddet fremkaldtes ved en Handling fra Kongens Side, der i den til os komne Tradition skildres som et voldsomt Overgreb. Harald overfaldt og dræbte Torolf
