allan lýð i landi þrælkat ok áþját«. Disse fælles Ordelag peger umiskjendelig hen paa en fælles Kilde, hvis Udtryksmaade Snorre i Heimskringla og Olafssagaen kun mere spredt har bibeholdt, medens Eigla, for hvem det jo ikke kom an paa at levere en selvstændig Redegjørelse for de statsretslige Forhold i Norge, maa antages for sit Øiemed at have indskrænket sig til en nogenlunde ordret Afskrivning af Originalen.
Hvilken denne Original har været, er neppe heller synderlig tvilsomt. Hvad Finnur Jónsson i Fortalen til Udgaven af Eigla, Pag. LXXVII–VIII efter Gjessings Foregang oplyser om Heimskringlas og Eiglas fælles Norgeshistoriske Kilde, gjør det overveiende sandsynligt. at denne har været Are Frodes tabte, i hans større Islendingabok indlemmede norske Kongekrønnike. Naar imidler- tid Prof. Yngvar Nielsen vil indskrænke denne Tradition til at være en »lokal islandsk Ættetradition«, »en afgrændset« og »sekundær Tradition« i Modsætning til »den oprindelige« (se Nielsens Afhandling ovenfor i nærv. Bind. S. 72–73), har jeg vanskeligt for at følge ham. Nielsen paaberaaber sig til Støtte for denne sin Opfatning fortrinsvis den Omstændighed, at Landnáma, saaledes som han læser den, ingen bindende Vidnesbyrd bringer om en udbredt Misfornøielse blandt de til Island udvandrende Nordmænd over de af Harald Haarfagre indførte statsretslige Forhold i Norge, og at navnlig heller ikke Tabet af Odelen nævnes med et eneste Ord i dette udførlige Kildeskrift. Til Bevis herfor meddeler han en i sig selv værdifuld og oversigtlig Sammenstilling af de Motiver, der i Landnáma leilighedsvis anføres som havende foranlediget denne eller hin Landnamsmands Udvandring. Det forekommer mig imidlertid, at der netop ud af denne Sammenstilling nøiere beseet kan læses noget nær det modsatte af, hvad Prof. Nielsen deraf udleder. Naar det om 4 af Landnamsmæn-
