III.
Beretningen om, at Kong Harald skulde have tilegnet sig al Jordeiendom i Landet i privatretslig Forstand, er kommen til os i 2 eller, om man vil, 3 Sagagjengivelser, nemlig i Snorres » Heimskringla og hans store »Olaf den helliges Saga« samt i »Eigla«. Dog kan Udtryksmaaden i Olafssagaen ikke betragtes som en helt selvstændig Kilde ved Siden af dens Forfatters Anførsler i hans andet Værk, idet den kun repræsenterer en yderligere Omskrivning fra. Snorres Side af den oprindelige Kilde. Derimod er Eigla og Heimskringla (med Olafssagaen) indbyrdes umiddelbart uafhængige af hinanden[1]. Der er imidlertid stærke Antydninger til, at de hver for sig hviler paa en fælles Kilde. »Haralldr konungr eignaðiz í hverju fylki óðul oll«, heder det i Eigla Kap. 4, og Heimskringla gjentager, at »hann eignaðist óðul öll« (Harald Haarfagres Saga Kap. 6), eller som Omskrivningen i den større Olaf den helliges Saga har det: »Þa eignaðiz hann sva vendiliga allt land oc oll oðol«. »Skylldu aller búendr vera hans leiglendingar«, siger Eigla strax nedenfor, og i en anden Forbindelse (Kap. 59) tilføier to af Hovedhaandskrifterne »hafði Haralldr konungr hvern mann áþjáð bædi ríka(n) ok úríka(n)«. Hos Snorre er paa først anførte Sted dette omskrevet til, at Harald »lét alla bœndr gjalda sér landskylda, bæði ríka ok úríka» (i Olaf den helliges Saga: »voro allir búendr hans leigumenn ok landbúar«), og i Haakon den godes Saga Kap. 1: »Haraldr hafði
- ↑ At Snorre ikke, som G. Storm formodede (Snorre Sturlassøns Historieskrivning, S. 53), »har kjendt og benyttet Egilssaga«, maa ansees fuldt godtgjort ved Gjessings (Arkiv f. nord. Filol. II, S. 289 ff.) og Finnur Jónssons (i Fortalen til hans Udgave af Egils Saga, Pag. LXXIV seg.) Undersøgelser.
