maa«, siger Konrad Maurer, »Jævnførelsen mellem beslægtede Retssystemer tage Ulighederne ligesaa skarpt i Øiesyn som Overensstemmelserne.« »Vil man imidlertid i den ene eller anden Retning opnaa brugbare Resultater, maa Jævnførelsen ikke, som forhen ofte skede, iværksættes ved vilkaarlig at blande om hverandre til en forvirret Masse en Del løsrevne Enkeltheder fra de forskjelligste Retskilder. Tværtimod kan den alene finde Sted under stadigt Henblik paa de jævnførte Leds Plads i Stammeslægtskabet og med den koldblodigste Overveielse af de Tidsforhold, hvorunder hver enkelt Retssætning er fremtraadt« (Nordgerm. Retskilder S. 3, jfr. 5) Men i Henseende til denne anbefalelsesværdige Forsigtighed lader Tarangers Anførsler, synes mig, meget tilbage at ønske. Saaledes ved vi intet om, fra hvilken Tid det af ham paaberaabte Skattesystem paa Shetlands- og Orknøerne skriver sig – at de »uden Tvil« skulde gaa tilbage til »Harald Haarfagres Dage« er en ganske ubevislig Gjætning –, ikke at tale om, at de oprindelige Forhold paa disse vestlige Øer fra første Færd af kan have ligget gunstigere til for Indførelsen af Beskatningsprincipet end i Norge. Ligeledes siger det sig selv, at Forholdene i det af en ny Race, Angelsakserne, erobrede og besatte England, i væsentlige Henseender maa have skilt sig ud fra Harald Haarfagres Erobringsmonarki, hvor der jo dog ingen anden Invasion fandt Sted end af Kongen selv og hans visselig ikke overdrevent talrige Skare af Hird- og Stridsmænd. Enhver Slutning fra de bekjendte, rent angelsaksiske Jordbrugskategorier, folcland og bocland, afviser jeg derfor som i foreliggende Forbindelse ubrugbare, og det saameget trøstigere, som Taranger, som jeg mener med Uret, just i selve Hovedpunktet, Spørgsmaalet om Eiendomsretten til folcland, erklærer sig uenig med de nyeste Forskere paa dette meget omtvistede Omraade, Maitland
