Oplændingerne mod at paatage sig en personlig Forpligtelse af en eller anden Art, en gerð, er blevet fri for det forhadte giald, Nevgildesskatten. For Indlandsbygderne ligger det i saa Henseende unægtelig nærmest at tænke paa Skydspligten.
Resultatet af den forudgaaende Undersøgelse er altsaa, at Kong Harald af egen Magtfuldkommenhed paalagde Nordmændene Skat, og at Kong Haakon atter fritog dem derfor og frasagde Kongedømmet en saadan Magtfuldkommenhed. Men nu er det jo netop de to selvsamme Konger, hvorom andre eller tildels de samme Sagaer ved at berette, at den første af dem berøvede Bønderne deres Odeler og den sidste gav dem dem tilbage. Man kan da umulig undgaa at forbinde disse to ulige Sæt af Efterretninger. Naar den ene Udtryksmaade gaar ud paa, at Kong Harald tog Skat af Bønderne, og den anden, at han tog Landskyld af dem, gjorde dem til sine Leilændinger og Leiemænd og i og med dette berøvede dem deres Odeler, saa er det i mine Øine at gjøre sig forsætlig blind, hvis man ikke ser, at der her i forskjellige Ordelag tales om en og samme Regjeringshandling. Den Afgift, som lod Bønderne ligesaavel som Skogenes Rydningsmænd, Saltkogerne, Fjeldenes Jægere og Havets Fiskere betragte sig som Leiemænd, er just den af Harald »hele Landet« paalagte Nevgildesskat, og nævnte Betragtning nøiagtig den samme som den, der senere bragte Alfivatidens afgiftspligtige Fiskere til at finde, at de nu var nødt til at »leie« selve Sjøen.
Heller ikke bør det i mindste Maade forundre, at denne Betragtnings- og Udtryksmaade faldt Datiden let paa Tungen. Som allerede fremhævet, var Skattepaalæg for Kong Haralds Undersaatter noget nyt og tidligere ukjendt, hvortil de ikke fra sin hidtidige Erfaringskreds kunde fremskaffe noget nærmere Analogon, end Leilæn-
