Thelemarken. Da Oppebørselsbetjenten kom for at kræve ham for Skatten, svarede han, at han havde sendt Kongen en Hest og meget Sølv, men som Gave, ikke som Skat; thi Skat havde han aldrig udredet og vilde han heller aldrig udrede. Da det samme Krav Aaret efter fornyes, sammenkalder Aasgrim Herredets Bønder og forelægger dem paa Thinget det Spørgsmaal, om de vilde erlægge Skat eller ikke. De afgiver da den enstemmige Erklæring, at Skat vilde de ikke udrede, og bemyndiger ham til at svare dette paa deres alles Vegne. Oppebørselsbetjenten lader da Aasgrim myrde, og hans Slægtninge maa efter at have hævnet ham ty til Island.
Ogsaa Snorre (Harald Haarfagres Saga, Kap. 6) kjender til, at Harald paalagde Bønderne »Skatter og Skyldigheder« eller, som han ogsaa siger, »Landskylder« (om Betydningen af dette Ord i denne Forbindelse, se nedenfor). Men særlig at mærke er det, at Fagrskinna, der er saa kortfattet i sin Omtale af Haralds Statsindretninger, dog finder Plads til den Oplysning, at efter hans Seire »siðaðisk landit, guldusk skattar hit efra sem hit ytra« (Kap. 13) For denne omtænksomt og i det hele vel og nøgternt redigerede Saga staar det altsaa som selve Kjærnepunktet, det eneste statsretslige Træk, den under Kong Harald anser det nødvendigt at fremhæve, at man under ham maatte erlægge Skatter og det baade inde i Landet og langs Kysten. Heller ikke er det uvist, hvilken Skatteform Kongen efter Fagrskinnas Mening anvendte. Af Kap. 32 fremgaar det nemlig, at det var det saakaldte nefgildi (Kopskat), den samme Skat, som de Danske et Par Aarhundrede senere slog sin Konge Knud den hellige ihjel for at ville paalægge dem. Saameget tryggere kan man vistnok stole paa denne Oplysning i Fagrskinna, som Kopskatten jo netop danner den i skatteteknisk Henseende raaeste og simpleste Beskatningsform,
