Alfivatidens Afgifter blev i den større Del af Landet
af kort Varighed; men det er et noksaa mærkeligt Vidnesbyrd
om den Lovlydighed, som beherskede det gamle
norske Samfund, at de ikke simpelthen ansaaes bortfaldne
ved Knytlingernes Fordrivelse. Ligesom de var bleven
vedtagne ved gyldig Lovbeslutning, maatte de ogsaa afskaffes
paa gyldig Maade, nemlig derigjennem, at Kongedømmet
atter frasagde sig Retten til at opkræve dem.
Dette skede for Gulathingslagens og formodentlig Romsals
og Nordmøres Vedkommende paa et Thing, som Kong
Magnus den gode holdt i Langøsundet ved Averøen paa
Nordmøre omkring Aar 1040. Her afskaffedes saavel
Julegaverne som de Skibsfart og Fiskeri paalagte Afgifter.
Naar nemlig Gul. Kap. 148, som forøvrigt udtrykkelig
omtaler denne Afskaffelse, ikke tillige oplyser, at
Fiskernes Udredsel af 5 Fisk pr. Baad ligeledes bortfaldt,
saa maa denne Udeladelse suppleres ved Hjælp af den
ovenanførte Yttring i Fagrskinna, der bestemt gaar ud fra,
at det kun var i Alfivatiden (og de sig dertil nærmest
lunde ved Arten af de Afgifter, som skyldtes det danske Herredømme efter Stiklestadslaget; thi vistnok var de flere og tungere, end man i Norge hidtil havde været vant til; men som ovenfor paavist udgik de dels fra andre Betragtninger, dels søgtes de meddelte en Karakter, som netop havde til Hensigt at fjerne enhver odiøs Antydning af ufri Underkastelse. Forøvrigt paaberaaber Munch sig ogsaa den Omstændighed, at der i Alfivatiden indførtes strengere Straffebestemmelser angaaende Forbrydelse af Odelsjord. Men det siger sig selv, at en Gradsforskjel i Straffenes Strenghed – Forbrydelse af Odelsjord ved visse grovere Lovbrud var ogsaa i norsk Ret baade før og senere fastsat – ikke kan opfattes som Udtryk for et helt nyt Statsprincip, og at bringe Odel- jordernes Forbrydelse i Forbindelse med Begreber som Feloni og Lensinddragelse er derfor vildledende, ikke at tale om, at det er uden nogensomhelst Støtte i oldnorsk Lov.
