dem »yderst forhadt«, og »fra Tid til anden udbryder derover heftig Uvillie«[1].
Overhovedet gaar Beskatningsspørgsmaalet, snart i en Anvendelse, snart i en anden, uafladelig igjen, ikke alene i den merovingiske Historie, men ud gjennem hele den ældre germanske Middelalder. Kongerne fornyer idelig, snart i et Land, snart i et andet, Forsøgene paa at skatlægge Undersaatterne, og disse vægrer sig ligesaa ihærdig ved at finde de dem paatvungne Skatter overensstemmende med deres nedarvede Frihedsbegreb.
For at hente et Par veiledende Vink fra et vore egne Forhold baade i Tid og Sted nærmere liggende Samfund end det frankiske Merovingerrige, skal her tillige mindes om, at den første Konge af Danmark, som historisk vides at have villet paalægge det danske Folk regelmæssige Skatter, var den i sidste Halvdel af det 11te Aarhundrede levende Kong Knud den hellige. Om ham heder det udtrykkeligt, at han »ved en ny og uhørt Lov tvang Folket til den Skat, som vi kalder Nefgjald« (d. v. s. Kopskat) Men derfor gik det ham ogsaa ilde. Adel og Almue reiste sig i endrægtig Harme og fældede ham i Albani Kirke i Odense Aar 1086. Først omtrent et Aarhundrede senere lykkes det under Knud VI Kongemagten at faa indført et virkeligt Skattepaalæg i Danmark, nemlig den saakaldte Stud. Men vel at mærke, heller ikke dette sker saadan uden videre; thi Studen er i Virkeligheden kun en (delvis) Omlægning af den ældre »personlige og ubestemte Natholdspligt«, hvorved forstodes Bøndernes Forpligtelse til at underholde Kongen og hans Følge en eller flere Nætter, naar han var paa Reiser rundt i Landet. Med andre Ord, der møder os heller
- ↑ Loebell. Gregor von Tours u. seine Zeit, Leipzig 1869, S. 165.
