til andre Lande. »De vilde«, siger Gregor, »heller udvandre, end løbe slig Risiko«[1]. Samtidig brød de hjemmeblivendes Utilfredshed ud i aabent Oprør, hvorunder Skattelisterne blev opbrændte. Til Straf satte Kongen først Skatterne endnu høiere. Men saa stærkt stred den hele Forholdsregel mod Frankernes nedarvede Retsfølelse, at da der kort efter udbrød en Omgangssyge, hvoraf Kongefamilien selv blev angreben, formaaede endog selve Dronning Fredegunde ikke at værge sig mod den Forestilling, at dette var en Guds Straffedom i Anledning af Skattepaalæggene. Hun henvendte sig derfor, beretter Gregor, til Kongen, stemplede Skatteopkrævelserne som Rov og behæftede med Forbandelse. »Lad os derfor brænde de uretfærdige Skattelister og nøie os med de Indkomster, som din Fader Kong Chlotar nøiede sig med.« Og virkelig lykkedes det hende tilsidst ved sine Forestillinger at faa Chilperich til at tilbagekalde Udredslerne.
Som det vil erkjendes, er denne Fortælling i høi Grad orienterende med Hensyn til det Lys, hvori den ægte germanske Opfatning anskuede selve Beskatningsprincipet. Den bekræftes yderligere ved den Tilføielse (Gregor af Tours, VII, 15), at efter Chilperichs Død kastede Folket sig over en af hans vigtigste Raadgivere: Dommeren Audoenus, og udplyndrede ham saa grundig at han alene beholdt, hvad han paa Flugten kunde bære hos sig; og dette just, fordi han havde beskattet fribaarne Franker. Derimod havde Frankerne intet at indvende mod »ved særlige Leiligheder at bringe Kongen Gaver«; det var alene »Afgiften i sin Regelmæssighed«, som var
- ↑ »Qua de causa multi relinquentes civitates illas vel possessiones proprias, alia regna petierunt, satius ducentes alibi peregrinari quam tali periculo subjacere«, Gregor af Tours, V, 29.
