Jeg mener altsaa, at man ikke kan afvise de ældre
historikeres teori om, at kong Haralds »tilegnelse af odelen«
var en »lensretlig« foranstaltning, med den bemærkning,
at en saadan lensret paa Haralds tid var ukjendt i
Frankrig og Englaad. Det er saare langt fra, at den var
ukjendt; den kan forfølges tilbage til aar 600 baade i
England og Frankerriget. Og endnu havde ikke den
primitive identification af regjeringsmagt og eiendomsret
veget plads for den senere lensretlige sondring mellem
overeiendomsret (dominium directum) og undereiendomsret
(dominium utile). Først ved den kanoniske rets seir i det
12. aarh. banes veien for den moderne opfatning af kronen
som en juridisk person, over hvis rettigheder kongemagtens
indehaver kun har en begrænset raadighed[1].
Jeg nærer saaledes ingen tvil om, at kong Haralds odelstilegnelse er et udslag af den germanske storkonges eiendomsret til landet[2]. Jeg anser derfor sagaernes ord for rigtige. Misforstaaelsen er ikke paa bøndernes og sagamændenes side, men hos vore moderne historikere.
Et i mine øine aldeles afgjørende bevis for beskatningshypothesens urigtighed leverer de shetlandske og orknøiske skatte og jordebøger, hvis indhold jeg netop i disse dage har lært at kjende, og som jeg derfor ikke kunde paaberaabe mig i mit foredrag i Videnskabsselskabet. Disse jordebøger viser, at Shetlands- og Orknø-
- ↑ Se herom H. Hjärne, Kyrkliga inflytelser inom Sveriges äldre statsrätt i Bidrag till Sverges medeltidshistoria tillegnade C. G. Malmström. L. M. Bååth, Bidrag till den kanoniska rättens historia i Sverige.
- ↑ Af Landnámas beretning (Hauksbók c. 294) om, at kong Harald bestemte, at ingen skulde tage mere land paa Island, end han med sit skibsfølge kunde fare om med ild paa en dag, synes at fremgaa, at han ogsaa angaa sig som eiere af Island.
