helst, men lod dem, forsaavidt de underkastede sig ham, rolig forblive i besiddelse af sine arvede eller anderledes erhvervede eiendomme, og medens feudallenet ansaaes for og fra først af ogsaa benævnedes en »velgjerning«, for hvis modtagelse »beneficiaren« var kongen tak og troskab skyldig, var det med alt andet end erkjendtlige følelser, at de norske bønder modtog den skattebyrde, som var den eneste foranstaltning, som Harald Haarfagre for deres vedkommende satte i værk«[1].
Dette ræsonnement er ikke overbevisende og særlig ikke sammenligningen mellem de norske bønder og udlandets lensmænd. Hvis vi derimod sammenligner de norske lensmænd (jarler og herser eller lendermænd) med udlandets lensmænd, da springer det strax i øinene, at hovedøiemedet med begge er oprettelsen af en lenshær, der stadig staar til kongens tjeneste. Bønderne er ligesaalidt her hjemme som i udlandet kongens »lensmænd« i teknisk forstand. Kongen er ikke bøndernes lánardróttinn i samme forstand, som han er sine lensmænds lánardróttinn. For at opnaa en bedre indsigt i disse forhold vil vi kaste et blik paa det europæiske lensvæsens oprindelse.
Som af Hertzberg bemærket, er lensvæsenet baseret paa en forening af vasallitet (norsk: haandgang) og beneficialvæsen (norsk: veizla). Det karakteristiske for vasallen er, at han staar i et specielt troskabs- og tjenesteforhold til herren, som paa sin side skylder ham beskyttelse (norsk: traust) Det karakteristiske for beneficiet er for det første, at det er en løn for vasaltjeneste (»riddersold«), dernæst at det ikke er en overdragelse til eiendom, men et laan, som falder tilbage til herren, saavel ved vasallens død (mannfall) som ved tronskifte (herrenfall) og endelig ved vasallens troskabsbrudd. Det er
- ↑ Lén og veizla s. 305.
