hans eiendomme. Det hedder der udtrykkelig, at »kongen da var hendes formynder« (en forráð hennar hafði þá konungr)[1]. Ølve efterlod sig 2 sønner.
Vi vil forgjæves i retsbøgerne søge nogen hjemmel for denne kongens ret til at disponere over sine mænds arv, end sie over deres enker. Derimod er denne regel en velkjendt bestanddel af den europæiske lensret. De germanske konger optog fra de romerske keisere den regel, at et kongeligt ægteskabspaabud, erhvervet af beileren, erstattede brudens og hendes slægtsformynders samtykke til ægteskabet. Denne kongelige ægteskabstvang udøvedes baade af Vestgoterkongerne og Merovingerne; men der reiste sig en reaktion mod dette priviligerte kvinderov, og Chlothar II forbød i 614, at nogen begjærede en enke eller jomfru tilægte per auctoritatem regiam. Men derved udryddedes ikke denne sedvane. De anglonormanniske konger solgte ligefrem sine lensmænds arvedøtre og enker til den høistbydende[2]. I Henrik I’ kroningsbrev af 1100 hedder det: »Hvis nogen af mine baroner eller andre mænd ønsker at bortgifte sin datter eller søster eller niece eller kusine, lad ham tale med mig derom; men jeg vil ikke tage noget af ham for tilladelsen eller forbyde ham at bortgifte hende, uden til min fiende. Og hvis en af mine baroner eller andre mænd ved sin død efterlader en datter som arving, vil jeg bortgifte hende med hendes land med mine baroners raad. Hvis han efterlader en enke uden børn, skal hun beholde sin dos og ægteskabspart, og jeg vil ikke bortgifte hende mod hendes vilje«[3] etc. Det fremgaar af brevet, at kong Henriks baroner har samme ret over sine vasaller. Vi har sikre spor af dette lensretlige formynderskab i England tilbage til sidste halv-
