land og løsøre. Ham vil jeg og give min kone og min søn til opfostring, thi jeg tiltror ham det bedst af alle mænd. Han »fester« denne kontrakt efter lovens forskrift (sem log voro til) med kongens tilladelse. Med kongens orlov drager Torolf senere nord til Torgar for at tiltræde Baards arv, og »kongen gjør med ordsending og jærtegn, at Torolf skal faa alt det, som Baard gav ham; han lader det følge, at denne gave var gjort med kongens raad, og han vil lade det være saaledes. Kongen gjør Torolf til lendermand og veiter ham alle de veizler, som Baard havde havt, og dertil finnefærden. Da Torolf kommer til Torgar, meddeler han Sigrid Baards død, og at Baard havde givet ham efter sig land og løsøre og det kvánfang, som han før havde eiet. Bærer siden frem kongens ord og jærtegn«. Sigrid bøier sig for kongens vilje, hvis hendes far ikke var mod partiet, hvad han ikke er. Torolf fæster Sigrid hos hendes far og holder siden bryllop med hende. Strax efter dør Sigurd paa Sandnes, og Torolf »tog al arv efter ham«.[1] Da Torolf nægter Hilderidsønnerne andel i arven efter deres far Bjørgolf, fordi de var konkubinebørn, bagtaler disse ham hos kongen og beskylder ham for uredelig erlæggelse af finneskatten. Følgen blir, at kongen overdrager syslen paa Haalogaland og finnefærden til Hilderidsønnerne, og samtidig konfiskerer han (kastaði eigu sinni á) »boet i Torgar og alle de eiendomme, som Brynjolf havde eiet, og gir Hilderidsønnerne forvaltningen over dette. Torolf drager da med det løsøre, han kunde disponere over (mátti með fara) og sine frigivne og træler nord til sit bo paa Sandnes[2]. Over sin hustrus farsarv disponerer han endnu frit, sælger og pantsætter de dertil hørende jorder for at holde sin
