til, at mange af disse fortællinger i 3. gruppe i S. – – går tilbage til litterære kilder, så er det ganske klart, hvilket misforhold der er mellem de enkelte hovedafsnit i bogen[1], og hvilken begunstigelse Vestlandet overalt nyder, ikke mindst for 3. gruppes vedkommende. Med andre ord: påstanden om bogens gennemgaaende ensformighed[1] lader sig ikke opretholde; den må frafaldes. Og dernæst, den overvægt, Vestlandet sidder inde med, viser med nødvendighed, at forfatteren er en vestlænding, og at bogen er bleven til paa Vestlandet (fortalen s. LIII).
Det viser sig altsaa, at Landnámas forfatter med en høist forskjellig interesse, omhu og udførlighed har bearbeidet bogens forskjellige afsnit. Hermed bortfalder ethvert skin af ret for os til at slutte noget af hans taushed. De faa og knappe oplysninger, Landnáma gir om landnamsmændene, kan være saa paalidelige, de være vil; det er dog sikkert nok, at den ikke meddeler alt, hvad der fortaltes eller var skrevet om dem. Den, som vil skrive landnamets og landnamsmændenes historie, er derfor nødt til at ty til ættesagaerne og kongesagaerne.
Hvad ættesagaerne angaar, er det Y. N.s mening, at »Landnámabók maa gives Fortrinnet for alle Ættesagaer« s. 27). De sidste er tendentiøse digterverker (s. 41 ff.). Dette kan neppe kaldes en korrekt karakteristik af ættesagaerne. De kan vistnok i visse maader betragtes som historiske romaner, hvis første og i regelen vel ogsaa eneste tendens er at underholde og fængsle læseren. Derfor er deres emner altid kamp og feide. »En saga forudsætter stridigheder mellem personer eller familier«, siger Finnur Jónsson (Landnámabók, fortalen s. LII). Fortællinger om kamp og strid var det eneste, som virkelig
