vestlige del af landet, hvilket står i den bedste samklang med Landnámas utvivlsomme tilblivelsessted« (fortalen s. L–LI). Dette maa være Sydvestlandet. Thi værkets kendskab til personer og steder og til landnamene overhovedet er ingen steds større end netop i det sydvestlige land. – Navnlig mærke man sig, hvilken detaljeret nøiagtighed og grundighed der vises lige fra egnene ved Faxebugten til Isefjorden eller rettere sagt til Hunafloe. Størst er vel nøiagtigheden i egnene omkring Borgarfjorden, i Myrar og Snæfjældsnæsset. Her er der neppe en plet jord glemt eller udeladt.
Allerede dette er talende nok. Men også fremstillingens og udførlighedens art er betegnende. Netop her er de historiske småfortællinger og anekdoter af en talende betydning (fortalen s. LII).
Disse smaafortællinger inddeler F. Jónsson i 3 grupper efter de tidsperioder, de angaar: 1. gruppe angaar landnamsmanden (eller hans slægt) før og under bosættelsen paa Island; 2. gruppe angaar landnamsmanden eller hans slægt efter dette tidspunkt; 3. gruppe angaar hans og andres efterkommere, altsaa senere perioder i landets historie Fortællinger af 1. gr. findes for Vestlandet (hvortil den vestlige del af Sydlandet regnes) i 22 kapitler, for Nordlandet i 16, for Østlandet i 15 og for Sydlandet i 13 kapitler. Af 2. gruppe for V. i 14 (eller 15) kapitler, for N. i 9, for Ø. i 3, for S. i 4. Og af 3. gruppe for V. i 32 kapitler, for N. i 18, for Ø. i R og for S. i 12. Eller ialt: for V. i 68 (69) kapitler, for N. i 43, for Ø. i 26 og for S. i 29.
»Når nu hertil kommer – siger F. Jónsson –, at disse fortællinger tit og ofte kun er ganske korte antydninger af historiske begivenheder, som f. ex. »Sigmundr, hvem Glúmr dræbte paa marken«, hvoraf der er omtrent 10 af 18 (den 3. gruppe) i N., og når man lægger mærke
