lige traditioner om landnamet og landnamsmændene, men ogsaa at den udtømmer dem. »Alene ved at gjennemgaa samtlige i Landnámabók indtagne Traditioner og ved at undersøge, hvad der siges – og kanske allermest ved at undersøge, hvad der ikke siges, vil der kunne bringes fuldstændig Klarhed over det vigtige Punkt, hvad Efterkommerne af de til Island udvandrede norske Slægter havde at meddele om de Bevæggrunde, der engang havde drevet deres Forfædre bort fra Norge. I denne Henseende tør Traditionernes Taushed være ulige mere veiledende end de Tilfælde, i hvilke de taler[1], – og denne Taushed godtgjør, at Massen af Islands Slægter ikke kan have bevaret blivende, bitre Minder fra Udvandringstiden« (s. 20 jfr. s. 21).
At drage slutninger fra en kildes taushed er kun tilladt, naar kilden enten er udtømmende eller ialfald har tilsigtet at være det. I sidste fald kan vi gaa ud fra, at dens forfatter ikke blot har medtaget, men ogsaa eftersporet og indsamlet alt, der hørte til hans emne. Først da kan man fra verkets taushed slutte, at der er ikke mere at si om den sag.
Har Landnámabóks forfatter stillet sig den opgave at meddele alt, hvad den islandske literatur og den islandske tradition ved aar 1200 vidste om landnamet og landnamsmændene? Saare langt fra det. Han har benyttet Ares Íslendingabók og 13 kjendte sagaer, hvoriblandt Egilssaga og Eyrbyggjasaga, og en ældre saga om Harald Haarfagre [og Halfdan Svarte], der ogsaa er benyttet af Snorre. Dertil kommer endel tabte sagaer. »Det er, som man kunde vænte, – siger Finnur Jónsson – en temmelig tilfældig samling af sagaer, der har stået forf. til rådighed. Af disse er de fleste (c. 12) fra den syd-
- ↑ Udhævet her.
