eller »Veien er kort«, nemlig: hvert Menneskes Liv. Fort gaar Farten fra Moders Liv til Graven.
»Pas Gjederne mine!«
Pas dem med hellig Paamindelse. »Paa Græsgangs Stier satte han mig.« Der er fire Græsgange: Cellen, Kapitlet, Kirken, Alteret. I Cellen vederkvæges vi ved Læsning, i Kapitlet ved Prædiken, i Kirken ved Bøn, og for Alteret ved den religiøse Hengivelse.
»Og naar de har faaet Mad, giv dem Drikke.« Naar de har faaet Vederkvægelsens Spise, før dem da til Syndserkjendelsens Drik. Der er to Slags Syndserkjendelse, nemlig Frygtens og Kjærlighedens. Der findes kontemplative Sjæle og aktive Sjæle; der er et øvre Vand og et nedre Vand. De er kontemplative, som vil op til det øvre Vand; de, som sige »Min Sjæl tørstede efter Gud etc.« Men de er aktive, som ydmygt angre og er rædde for Helvedes Straffe, fordi de har syndet. Disse er de, som sukkende gaa til det nedre Vand.«
Det er vel ingen Tvil om, at hele Vergils Digt er bleven kommenteret paa lignende Maade.
Fragmentbladene er antagelig fra senere Middelalder. Det er desværre ikke optegnet, fra hvilken Kant af Landet disse Fragmentblade er.
Prof. Moltke Moe har velvillig meddelt mig følgende:
»Prækener over profane Tekster er ikke ganske sjeldne i Middelalderen, skjønt de først henimod Middelalderens Udgang (især i det 15de Aarh.) blev almindelige. Stefan Langton (død som Erkebisp af Canterbury 1228) holdt som Kanonikus ved Notre Dame-Kirken i Paris en Præken over en liden fransk folkelig Dansevise: »Bele Aalis main se leva« o. s. v. Selvfølgelig er Udlæggelsen allegorisk.
I 1377 berører et Statut fra en Synode i Regens-
