»Fritid (otium) er at have fri for verdslige Forretninger.
Deraf vokser Betragtning og Overveielse af de
guddommelige Ting. Derfor siger Augustinus: »Da jeg
begyndte at nyde de Kristnes Otium (Fritid), det er den
religiøse Betragtning.« Den legemlige Fritid (otium) er den,
hvorom det heder: Hvorfor staar I her ledige (otiosi)?
Otium er det, som ikke har nogen virkelig Nytte; derfor
heder det: unyttigt Ord (verbum otiosum) — Lediggang
(otiositas) er Sjælens Fiende. »Lad ikke Djævelen finde
dig ledig.« Ørkesløs (otiosus) er den, som ikke gjør Guds
Gjerning, naar han kan og bør. Ingen Dyd er ørkesløs,
thi selv om den ikke virker, vilde den virke, hvis den
kunde . .; derfor er Troen ikke ørkesløs hos den onde,
thi den vilde virke, hvis den kunde.
Guds Hvile er Gud, som hviler i sig selv, eller Gud siges at hvile, naar han lader os hvile; paa den syvende Dag hvilede Gud fra den Gjerning, han havde gjort, thi siden gjorde han ikke noget, som han ikke da havde skabt Stoffet til . . . Christus hviler i de Hellige, og den Helligaand hviler blot over den, der er ydmyg og sagtmodig. Den Retfærdige hviler her paa Jorden, naar han er optaget af gode Studier og Gjerninger. »Lad min Sjæl faa Del i din Hvile!« Men liden er vor Hvile her paa Jorden. »Hvile« (qviescere) er ogsaa at holde op med det, som er ondt. »Du har syndet — hold op dermed! (qviesce)«. »Hold op med at handle daarlig.« Guds Hvile betegner ogsaa Kristi Kjød. »Staa op til din Hvile« det er »Staa op legemlig. »Hvile« betegner ogsaa Christus — det evige Liv. »Hvor er Eders Hvile?« Djævelen hviler og sover i Sivets Skygge, det er i Hyklerens Hjerte. »Hvile« betegner ogsaa at ophøre med at dyrke Gud, hvorfor det heder: »Lad os afskaffe Festdagene.«
Som man ser, har Verket vistnok været et Slags
