VI. 9 og 41 udtaler ligefrem lovens grundsætning, idet der siges, at „hvo som føder eller huser, flytter eller fører fredløs mand, er undergiven samme fredløshed som denne selv“, og det samme siger F. L. III. 23 og J. K. R. 61 om den, der understøtter eller blot er sammen med nogen, som er gjort fredløs for kristendomsbrud, efter at biskoppens ombudsmand har lyst hans fredløshed til tinge. Den virkelige regel indeholdes vistnok i G. L. 152, 153, 162, 171, 189, 202 og 207, hvorefter enhver direkte bistand, ydet fredløs mand, såsom at befordre hans flukt, eller give ham tilhold, medførte 40 marks bod til kongen; medens der for at bringe ham føde i hans tilholdssted i skoven, såvelsom for at handle med ham, var sat en bod af 3 mark (jfr. G. L. 140 og F. L. III. 23), og for blot at være sammen med ham (vera vistum með hánum) 12 ørers bod. Kun hustruen måtte efter G. L. 203 sagesløs føde sin fredløse mand i 5 døgn. – B. R. 101 sætter 3 marks bod for at huse fredløs mand, æde og drikke med ham; men for med makt at befri den anholdte forbryder sætter B. R. 13 og 43 fyrgetyve marks bod, jfr. F. L. IV. 10. – Hvorvidt fredløsheden var bleven formelig idømt, eller, – som i ubødesager og i tilfælde af voldsomheder på tinge eller i offentlig forsamling, – var indtrådt umiddelbart ved gjerningen, kom ikke i betraktning, uden for så vidt angjældende påskjød uvidenhed om den andens fredløshed. Heller ikke gjorde det nogen forskjel, om gjerningsmanden var skyldig i ubødesag eller alene undergiven simpel fredløshed, lige så lidt som, hvorvidt denne omvendt kunde slippe med en ringere bod, idet hjælpen betraktedes som et selvstændikt „fredsbrud“, som det kaldes i G. L. 152, jfr. 207, der udtrykkelig siger, at hjælperen ligefuldt skal bøde 40 mark, om
