byggede noget langskib i landet, forpliktet til på den kongelige ombudsmands opfordring at gjøre rede for dets bestemmelse, og i andet fald stille borgen for sin fredelige hensikt. Næktede han dette, skulde ombudsmanden efter G. L. 314 og M. L. III. 18 forhugge hans skib, og hvis denne forsømte det, pålå dette heredets bønder, under en bod (þoptu-gjald) i forsømmelsestilfælde, hvis det viste sig, at skibet virkelig blev anvendt til hærfærd mod landet.
II. Som majestætsforbrydelse betraktedes også overtrædelse af kongens bann, d. e. forbud mod at forlade landet eller udføre levnedsmidler af landet eller fylket. At forlade landet straffedes med en bod af 40 mark for skibshøvedsmanden og 3 mark for hver af det øvrige mandskab; ulovlig vareførsel straffedes med en bod af 3 mark for hver deltager.[1] Lagde nogen kongelig ombudsmand eller andre, uden kongelig bemyndigelse, bann fylkerne imellem, medførte det ligeledes 40 marks bod (G. L. 313; F. L. VII. 27 og V. 43). – Efter M. L. VIII. 25 medførte ulovlig bortrejse mod kongelikt barm 8 ørtuger og 13 marks bod for høvedsmanden og 1 marks bod for hver af det øvrige mandskab; ligeledes 1 marks bod for at forlade byen imod kongens forbud. Ulovlig påbydelse af barm straffedes med 8 ørtuger og 13 marks bod.
III. Til offentlige forbrydelser regnedes det også at bistå fredløs mand. Oprindelig har dette vistnok altid været anseet som et selvstændikt angreb på retsordenen, altså som fredløshedssag; men, ligesom gjerningsmanden selv havde udsikt til, udenfor de groveste tilfælde, at vinde sin fred tilbage mod at erlægge bod, således blev også straffen for at hjælpe ham i hans fredløshed den almindelige bod for brud på samfundets fred. F. L.
- ↑ Því at angi maðr skal á annars manns vöru sekjast, F. L. VII. 27.
