Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/90

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

han var dragen ud. Vikinger, som herjede indenlands, efter at have opsakt freden, var vistnok også fredløse, „men ikke nidinger“, og havde adgang til at få sin fred igjen ved at erstatte de røvede deres tab og bøde til kongen: høvdingen 40 mark og hver af hans ledsagere 3 mark sølv. Hvo der kjøpte røvet gods af vikingerne, var ligeledes brødig 3 mark, G. L. 314; F. L. VII. 25. – Ifølge M. L. III. 16 og 17 er alt røveri med væbnet hånd ubødesag for alle deltagerne, jfr. dog VIII. 1, der ligesom G. L. 142 åbner røverne adgang til at få beholde sin fred mod at føre det røvede tilbage og bøde 10 mark til kongen. – Disse forbrydelser stod iøvrikt i nært sammenhæng med de ovenfor S. 61–62 omhandlede private forbrydelser boran, buhögg, ulovlikt strandhug, samt atfør af de kongelige ombudsmænd, hvorfor straffen i det hele er den samme. I den almindelige opfatning gjorde det i ældre tider vistnok heller ingen væsenlig forskjel, enten anfaldet var en overskridelse af offentlig myndighed, eller alene ytring af enkeltmands voldsomhed, lige så lidt som, om det var rettet imod en hel landsdel ener alene mod en eller dere medborgere; i første tilfælde betraktedes kongen, i sidste fald den enkelte overfaldne mand som den umiddelbart fornærmede part; men gjerningen i sig selv forblev den samme. Og kongen selv var lige ansvar undergiven for brud på samfundets fred som undersåtterne, se især F. L. IV. 50–52.[1]

Til sikkerhed mod sådan ufred var enhver, som

  1. Engi maðr skal atför at öðrum gera, hvárki konungr né annarr maðr. En ef konungr gerir, þá skal ör skera ok fara láta fylki öll innan, ok fara at hánum ok drepa hann, ef taka má; en ef hann kemst undan, þá skal hann aldrigi koma í land aptr. En hverr, er eigi vill fara at hánum, skal gjalda merkr þrjár, ok svá ef ör þá fellir.