dominio dhe endast lyda til lag och rättzskippande iblandh dhem, jembwähl hvadh deras underviisning i Christendommen angår, som åhrligen icke skier uthan medh min allernådigaste Konungs stora omkostnad“. Dette gjentoges i Skrivelse til Amtmand Hans Lillienskiold af 14 Febr. 1695, hvorpaa denne først svarede 6 Decbr. s. A. med Paastand om Norges Konges Ret til at kræve Skatten, da det er „uimodsigeligt, at de (Lapperne i hine Byer) jo bruge Land oc Wand, som aff min allernaadigste Arfue Herre oc Konges fuldkommen oc souveraine ejendomb herrører oc hviler“, uagtet han maa indrømme, at „samme Finner tilfjelds under Kongl. Majts. jurisdiction af Sverige dependerer“.[1] Endnu et Brev om disse Forhold har man fra Karl XII. til samme Grev Douglas, dat. Stockholm 14 Jan. 1699, hvoraf sees, at de norske Fogder havde ophørt med at kræve den saakaldte „Hofmansskänk“ (ɔ: 3 Par Laphandsker eller Sko af „hvarje Röök eller Skattlap“) i hine ovennævnte Byer, medens de fremdeles oppebar „den andra skatten på lika sätt, som de hafva det gjordt tilförenne“, ligesom de ogsaa besværede Almuen med Skyds deroppe, ikke blot naar de kom for at kræve Skat, men ogsaa for at drive Handel. Kongen havde i den Anledning beordret sin Minister i Kjøbenhavn til at „iterera sina instantier och remonstrationer uti denna saken“. Der var endnu intet Svar kommet, men da Oppebørselstiden stundede til, fik Douglas Befaling at tilsende Amtmanden et Forlangende om, at hans Fogder skulde „upphöra med detta deras affvog“, ligesom han skulde formane Almuen til ikke godvillig at erlægge Skat til Danmark. Skulde den Paastand
- ↑ Mskr. i det svenske Rigsarkiv (Afskrift i det norske Rigsarkiv).
