stemt arbitrært. Ildspåsættelse på vedstabel, gjerdefang, tømmer, tækningsved, grinder, slæde eller andet bohave, „som man heller vil have end undvære“, medførte 1 marks bod til kongen og dobbelt erstatning samt avindsbod til den forurettede (kilde til Lovb. 6–19–1, 6 og 8). – Ildspåsættelse på sæter m. v. i almenning bødedes efter M. L. VII. 62 med 5 (var. 3, 4) mark til kongen, samt erstatning og avindsbod til den skadelidende (kilde til Lovb. 6–19–7). – Nogen særskilt bestemmelse om ildspåsættelse på anden mands skov (svarende til F. L. XIII. 12) findes ikke i den nye lov.
Om ødelæggelse af anden mans husdyr handler M. L. VII. 37 jfr. 36, hvoraf, som før bemærket, det første lovsted udentvivl er taget af den ældre Eidsivatingslov, medens det sidste er taget af F. L. X. 46. – Vedgik gjerningsmanden sin gjerning, skulde han alene give fuld erstatning; tillægget: „aldrigi gengr fenaðr sér til úgildis“ viser, at forudsætningen i dette tilfælde har været, at det dræpte dyr er kommet ind på fremmed mark. Dulkte han derimod gjerningen, og det enten var storfæ, eller et gjødsvin til mindst marks værdi, eller mindst 4 stykker småfæ (sauder, svin eller geder), som var dræpte eller mishandlede således, at de ikke kunde gå hjem, da var det fjárfœling og bødedes med 1 mark sølv, halft til kongen og halft til ejeren, foruden fuld erstatning til denne. Kunde dyret derimod gå hjem, eller var det et mindre antal småfæ end 4, som var dræpt, medførte det alene erstatning og avindsbod, hvilken sidste halft tilfaldt kongen, halft dyrets ejer. Den uregelmæssige fordeling af bøderne i dette tilfælde skyldes vistnok en ukritisk benyttelse af kilden. – Slag eller sår af husdyr, som helbrededes, medførte alene skadeserstatning og ikke
