brudstykke, og de øvrige love gjennemgående bærer præg af sednere forandringer, bliver det neppe mulikt med fuld korrekthed at gjengive den gamle regel. Imidlertid må vistnok forudsætningen antages at have været, at gjerningsmanden har fordulkt sin gjerning,[1] og at den i andet fald blot medførte erstatning; vel er dette ikke udtrykkelig sakt i de ældre love, men det synes ligefrem at følge af, hvad der gjaldt om spellvirki, og det fremhæves såvel i de svenske love som i Magnus lagabøters landslov. Boden for fjárfœling var ifølge Eids. L. 3 mark til sædvanlig deling mellem kongen, bønderne og den fornærmede, hvortil udentvivl kom erstatning for dyrets værdi. Ifølge F. L. skulde derimod efter skadens betydenhed snart gives fuld erstatning og dertil avindsbod, snart erlægges en lovbestemt bod, hvori erstatningen synes at være indbefattet: Således for at skjære tagl af halen på anden mands hest 3 ører, toppen af hovedet 2 ører; men for at afhugge hele halen eller slå tænderne ud af munden på hesten fuld erstatning og avindsbod; for at hugge halen af andenmands fækreatur 14 sølvvurderet øre (= 3 lovører) og avindsbod. – For at dræbe en mands hund bødedes efter bundens art: for en skjødehund 12 ører, mynde 6 ører, jakthund eller fæhund 4 ører,
- ↑ Schlyter, Glossarium til Sveriges gl. Lagar S. 205, udleder ordet fjárfœling af verbet fela, skjule, og herfor taler unæktelig også ordene i det citerede sted af Østgøtaloven i slutn.: „Nu dræpær man fæ mans ok bær i fjalstær, han heitir fæ-fyllingær“. Ser man imidlertid hen til de i lovstederne med en mærkelig overensstemmelse opregnede handlinger, bliver der spørgsmål, om ikke ordet rettere udledes af verb. fœla, håne, behandle på en beskjæmmende måde, jfr. Postola Sögur, Chr.a 1874 s. 146, l. 35, Alexanders saga, Chr.a 1848 s. 22, l. 1; Karlam. s. Chr.a 1880 s. 98, l. 23; Strengleikar, Chr.a 1850 s. 31, l. 22 og s. 48, l. 11.
