foruden erstatning og fuld ret til ejeren,[1] 15 marks bod til kongen, idet det er betraktet som et indgreb i kongens højhedsret. Forsætlig ildspåsættelse på anden mands skov medførte derimod efter F. L. XIII. 12, foruden erstatning og landnam (samt vistnok også avindsbod eller fuld ret) til ejeren, 3 marks bod til kongen. – Forsætlig ødelæggelse af anden mands sildevad medførte efter F. L. XV. 6 ligeledes, foruden erstatning og avindsbod til ejeren, 3 marks bod til kongen.
særskilt fremhæves i alle de gamle love lumsk, ondskabsfuld ødelæggelse eller mishandling af andenmands husdyr. Ovenfor er nævnt, at Frostatings- og Eidsivatingslovene henførte drab af en mands hele besætning, eller mindst 3 stykker storfæ, til det kvalificerede boran. Ødelæggelse af kvæg i mindre udstrækning behandles derimod ikke som ran, men som en egen forbrydelse. Bestemmelser herom synes fornemmelig at have været indeholdte i den ældre Eidsivatingslov, hvor gjerningen benævnes fjárfœling (gl. L. II. S. 523), og som synes at have været kilden til M. L. VII. 37. Tilsvarende bestemmelser og samme navn findes også i den svenske Østgøtalov, Bygdab. 24, jfr. Vestgøtal., Retløseb. 8 (yngre kod. 17 og 18). Og disse bestemmelser har igjen så megen lighed med forskrifterne i F. L. X. 46 jfr. XI. 24 og 25, at det ikke er at betvivle, at også denne lov har betraktet gjerningen på samme måde, skjønt navnet fjárfœling ikke der forekommer, men er omskrevet med „spell á búfé manns“. – Gulatingsloven synes at indbefatte gjerningen under spellvirki i almindelighed. – Da Eidsivatingsloven imidlertid kun er bevaret i et lidet
- ↑ ok bœti þó spellvirki hinum, er átti.
