forlig med den bestjålne at erholde sin fred tilbage (mod at bøde 40 mark til kongen). Herfor taler, at budet om tyves aflivelse i begge hovedlovstederne er knyttet til forudsætningen om, at tyveriet strax er blevet efterlyst og tyven greben med kosterne ihænde og ført til tings med disse bundne på sin ryg. Mærkes må også F. L. IV. 30, der indskrænker adgangen til forbryderes anholdelse og. budet om straffens umiddelbare fuldbyrdelse til de 2 tilfælde: når nogen, som har forøvet drab på tinget, strax bliver pågreben, samt når tyv gribes med kosterne ihænde,[1] og udtrykkelig tilføjer, at alle andre forbrydere kan fordre lejde.
Ved siden af bevist tyvsgjerning sætter begge love det tilfælde, når, efter at et begået tyveri er efterlyst, den mistænkte enten modsætter sig ransagning, eller kosterne ved ransagningen findes i hans hus eller i hans gjemmer (G. L. 255, F. L. XV. 7–9, jfr. 15 og 16). – Tvivlsomt er det derimod, hvorvidt tyveriet i sådant tilfælde betraktedes som åbenbart, eller ikke. Vistnok kunde ifølge Frostatingsloven besidderen i sidste tilfælde fralægge sig siktelsen med settered; men denne havde alene til hensikt at oplyse hans hjemmel, jfr. G. L. 254. Gulatingsloven taler intet om befrielsesed, hvor kosterne ved ransagning var i fundne i den siktedes besiddelse; kun hvis de fandtes på sådanne steder eller under sådanne omstændigheder, at de kunde antages indstukne der uden besidderen vidende og vilje (bora-fóli jfr. E. K. R. 24: stunga-fóli), havde denne adgang til ligefrem at benækte tyveriet (hann á níkvædt), og dette kunde ske med
- ↑ Svá er mælt, at engum manni skal synja þinggöngu, nema mannsbana þeim, er vegr mann á þingi ok verðr tekinn í eptirrás, ok þjófi peim, er fóli var á bak bundinn.
