Som tyveri betraktedes også forrykkelse af grænseskjæl
ved at flytte grænsesten (jarðar-stuldr, jarðar-þjófr);
hvorimod den blotte overskridelse af grænsen, selv om
brugen er forbunden med borttagelse af skjelstenene,
alene medførte landnamsboden. – Ligeledes ansees det
for tyveri, når kongens ombudsmand solkte, eller nogen
anden vidende kjøpte kongens jord, såvelsom nar nogen
solkte sin veitslejord (G. L. 89 og 264;[1] M. L. IX. 8,
B. L. 11, Chr. IV. L. 9). Andet ulovlikt salg eller kjøb
af anden mands jord af ombudsmand betraktedes alene
som uhjemlet brug, der medførte landnam (F. L. XIV. 2,
M. L. VI. 17, Chr. IV. L. 12).
Hvorvidt der i henseende til behandlingen af tyveri har været skjelnet, eftersom gjerningen var åbenbar eller alene bevist derved, at befrielseseden var falden for den siktede, er for de ældste loves vedkommende ikke klart, da G. L. 254 om alle tilfælde siger, at eden falder den siktede til utlegð, jfr. G. L. 135, der udtrykkelig siger, at settereden for tyveri falder til úbóta. – Ikke destomindre synes man at matte antage, at man i Norge, på samme måde som andetsteds, har skjelnet således, at tyveriet, hvor det ikke var åbenbart, ikke medførte ubetinget dødsstraf; men at følgen af, at settereden faldt, alene var, at utlegden indtrådte med sine regelmæssige følger således, at angjældende beholdt udsikten til gjennem
- ↑ Nú kaupir maur jörð at ármanni, þá er hann þjófr at, nema hann kaupi á þingi. En ef maðr selr veitslu-jörð sína, þá verðr hann þjófr af; en eigi sá er kaupir. Nú tekr maðr marksteina upp, er standa, ok setr niðr í öðrum stað, ok fœrir á hlut hins, er móti husrum á, þá er hann þjófr at. – Jfr. kap. 89: Nú ef marksteinar eru uppgrafnir ok settir eigi niðr ok vunnit um, þá skal hann gjalda aptr lóð ok landnam þeim, er jörð á.
