Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/54

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest


Bøder til kongen for ærekrænkelse foreskrives ikke udtrykkelig i de ældre love, undtagen hvor de medførte fredløshed, i hvilket tilfælde det følger af den almindelige regel, at alt den skyldiges løse gods forbrødes til kongen (og bønderne eller bymændene), se F. L. V. 26 (Hkb. 38) om nidviser, og B. R. 33 og 35 om de groveste skjeldsord og ærerørige beskyldninger, hvor dette udtrykkelig er sakt. Da imidlertid også de groveste skjeldsord og ærerørige beskyldninger, som ikke var støttede ved heimskvid, i den virkelige brug var gåede over fra fredløsheds- til fuldrets-sag, opstår der spørsmål, om derved også den offentlige bod er bortfalden. Dette synes ikke at have været tilfældet. I B. R. 36 er det udtrykkelig sakt, at, hvis æreskjænderen vil bøde, skal han bøde 3 mark (= fuld ret) til den fornærmede og andre 3 mark til kongen og bymændene, og samme regel har vistnok gjældt i de øvrige love overalt, hvor disse selv fremdeles betegner fornærmelsen som fredløshedssag. Dette bestyrkes ikke alene ved sammenligning med den nyere landslov, men det synes ligefrem at være forudsat i F. L. V. 22 (Hkb. 37), hvor det siges, at, selv om fornærmeren „helliger sig“ med heimskvid, skal han dog bøde fuld ret til den beskyldte, hvis denne fralægger sig siktelsen, med mindre han var lovlig søgsmålsberettiget i sagen, jfr. parallelstedet, B. R. 152, hvor ordene „helgi sik“ er omskrevet med „firri sik útlegð“. Heri ligger nemlig utvetydigen, at heimskvidbeviset i ethvert tilfælde befrir fornærmeren fra et ansvar, og dette synes alene at få god sammenhæng ved at forståes således, at den, som, uden at være lovlig søgsmålsberettiget, fremfører ærerørige beskyldninger mod en anden, altid, når den beskyldte fralægger sig siktelsen, må bøde til denne hans fulde ret, men, hvis