Bøder til kongen for ærekrænkelse foreskrives ikke
udtrykkelig i de ældre love, undtagen hvor de medførte
fredløshed, i hvilket tilfælde det følger af den almindelige
regel, at alt den skyldiges løse gods forbrødes til kongen
(og bønderne eller bymændene), se F. L. V. 26 (Hkb. 38)
om nidviser, og B. R. 33 og 35 om de groveste skjeldsord
og ærerørige beskyldninger, hvor dette udtrykkelig er sakt.
Da imidlertid også de groveste skjeldsord og ærerørige
beskyldninger, som ikke var støttede ved heimskvid, i den
virkelige brug var gåede over fra fredløsheds- til fuldrets-sag,
opstår der spørsmål, om derved også den offentlige
bod er bortfalden. Dette synes ikke at have været tilfældet.
I B. R. 36 er det udtrykkelig sakt, at, hvis
æreskjænderen vil bøde, skal han bøde 3 mark (= fuld
ret) til den fornærmede og andre 3 mark til kongen og
bymændene, og samme regel har vistnok gjældt i de
øvrige love overalt, hvor disse selv fremdeles betegner
fornærmelsen som fredløshedssag. Dette bestyrkes ikke
alene ved sammenligning med den nyere landslov, men
det synes ligefrem at være forudsat i F. L. V. 22 (Hkb. 37),
hvor det siges, at, selv om fornærmeren „helliger sig“
med heimskvid, skal han dog bøde fuld ret til den beskyldte,
hvis denne fralægger sig siktelsen, med mindre
han var lovlig søgsmålsberettiget i sagen, jfr. parallelstedet,
B. R. 152, hvor ordene „helgi sik“ er omskrevet
med „firri sik útlegð“. Heri ligger nemlig utvetydigen,
at heimskvidbeviset i ethvert tilfælde befrir fornærmeren
fra et ansvar, og dette synes alene at få god sammenhæng
ved at forståes således, at den, som, uden at være
lovlig søgsmålsberettiget, fremfører ærerørige beskyldninger
mod en anden, altid, når den beskyldte fralægger sig
siktelsen, må bøde til denne hans fulde ret, men, hvis
Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/54
Denne siden er ikke korrekturlest