i virkeligheden betyder fuldrets bod; med mindre den, som fremførte dem, styrkede sin siktelse med det såkaldte heimskviðar- eller heimiliskviðar-vitni. Derved forstodes et vidnesbyrd af 10 mænd, hvoraf de to skulde sværge og de 8 sande disses ed: at de havde hørt rykte om, at den siktede skulde have gjort sig skyldig i det påsakte. Denne forpliktelse til at styrke sin siktelse med heimiliskviðar-vitni pålå endog kongens og biskoppens ombudsmænd, nar de vilde påtale nogen forbrydelse;[1] selv anklage for landsforræderi, hedenskab og troldom matte styrkes med heimiliskviðar-vitni. Hvis imidlertid den siktede fralagde sig beskyldningen ved den anordnede ed (eller gudsdom), matte den, der fremførte beskyldningen, hvis han ikke var lovlig søgsmålsberettiget i sagen, trods det beviste bygderykte bøde den siktede hans fulde ret, jfr. B. R. 35, der udtrykkelig siger, at beskyldning mod nogen for at være „horebarn“ ikke medfører noget ansvar, når den fremkommer under en arvetvist. – At beskyldningens sandhed i ethvert tilfælde udelukker ansvar, er udtrykkelig sakt i F. L. V. 28 (engi á sök á sönnu).
I B. R. 35 (95) nævnes en særskilt bod (álagsbœtr) af 6 ører for ubevislig tyvssiktelse, hvorom bestemmelserne iøvrikt er uklare Ligeså sætter B. R. 30 (87) en bod af 6 ører, nar nogen „lýgr á mann þat, er hann á eigi at segja“. Herved synes efter forbindelsen at måtte forståes nærgående spøg, som dog ej var ærekrænkende. Ingen af de andre love har noget tilsvarende. – Endelig mærkes B. R. 31 (88), der sætter en bod af mark (þokkabót hin mesta) for at skjelde nogen ud for „stodder“ eller give ham et ørefigen.
- ↑ Jfr. herom Hertzberg, Den ældste norske proces, S. 210–216.
