loven synes fornærmeren at have undgået ansvar, nar han angrede og tilbagekaldte sine ord.[1]
Blandt ærekrænkende beskyldninger fremhæves særlig falsk anklage (róg), bagvaskelse hos konge eller høvding, hvilket pådrog bagvaskeren samme straf, som vilde have rammet den beskyldte, om beskyldningen have været sand, G. L. 137; F. L. V. 28 (gl. L. II. S. 506) jfr. Hkb. 39, samt G. L. 28 (gl. L. II. S. 495), Sv. K. R. 98. – Ifølge Frostatingsloven skulde også den som ved bagtalelse pådrog nogen kongens måde bøde ham 3 mark (= haulds ret). – Her kan også mærkes de ovennævnte bestemmelser i G. L. 157, F. L. IV. 7, 14 o. fl.: at, når eftermålsmanden i en drabssag forgjæves havde siktet 2 personer efter hinanden som gjerningsmænd, der begge havde fralakt sig siktelsen, og han endnu siktede en tredje, uden at kunne overføre ham gjerningen, skulde han selv være undergiven samme fredløshed, som han havde tiltænkt hin. Efter G. L. 262 skulde den træl, som siktede fri mand for tyveri, dræbes, hvis denne fralagde sig siktelsen.
Andre ærekrænkende ubevislige siktelser betraktedes som fjölmæli. Gulatingsloven indeholder imidlertid ingen særskilte bestemmelser herom, jfr. dog G. L. 196, som erklærer det for fuldrets-ord at beskylde en kvinde for hor; se og C. L. 211. – Derimod indeholdt Frostatingsloven en række bestemmelser herom i V. 21–27 (gl. L. II. S. 505–6, der kan udfyldes af Hkb. 37 og 38), IV. 24, jfr. B. R. 69, 34–36, 92–95 og 152; se og B. K. R. 17, E. K. R. 41, G. L. 22, 28 og 32, F. L. II. 29, 46, III. 3, 15, 18. – Slige beskyldninger medførte efter loven fredløshed, hvilket dog, efter hvad ovenfor er udviklet,
- ↑ Jfr. Osenbrüggen, Studien zur Rechtsgeschichte S. 214 fgg.
