fører fredløshed, og B. R. 33 siger, at skjeldsordet „ragr“ medfører fredløshed. Men netop dette skjeldsord (eller det ensbetydende sannsorðinn) anføres i F. L. X. 35 som fuldrets-ord, og de ganske tilsvarende skjeldsord belægges i G. L. 138 med fredløshed, medens de i samme lovs kap. 196 betegnes som fuldrets-ord, dog med tillægget: þar má hann ok vega um (jfr. kap. 195, hvor det samme siges om en enkelt fuldrets legemsfornærmelse). Sandsynligvis har den gamle regel i Gulatingslagen holdt sig længst, og for enkelte af de groveste skjeldsord er retten til øjeblikkelig hævn bleven opretholdt, medens retten til hævn for æresfornærmelser iøvrikt overalt er bortfalden.[1] Jfr. den isl. Grág. Vígslóði kap. 107 (Stadh.), der netop for disse selvsamme skjeldsord har en lignende regel. – Om halvrets-ord taler Gulatingsloven ikke, og Frostatingsloven kun på et enkelt sted (X. 35 jfr. B. R. 162); men den store overensstemmelse mellem lovenes opregning af fuldrets-ord gjør det antagelikt, at alle andre ukvemsord alene har været anseede med halvrets bod. Hvorledes forholdet har været i ældre tider, medens fuldrets-ord virkelig pådrog fornærmeren fredløshed, kan vi ikke afgjøre.[2]
Den, der vilde påtale skjeldsord, matte strax skyde til vidne derpå, G. L. 196, F. L. X. 35. B. R. 36 foreskriver endog, at den fornærmede skal påtale sagen samme dag, da den ellers præskriberes. Besvarede den fornærmede skjeldsord med skjeldsord (geyast), ansåes det ene ord for at hævne det andet. – Efter Gulatings-
- ↑ Jfr. dog Keysers Efterladte Skr. II. 1. S. 379. Bestemmelsen i Håkon Håkonssøns Rb. 1260, F. L. Indl. 6, gjælder dog åbenbart alene fuldrets fornærmelser på legeme.
- ↑ Den isl. Grág. Vígsl. kap. 106 (Stadh.) forklarer halvrettes-ord som tvetydige udladelser: þat orð, er fœra má til hvárstveggja góðs ok ills.
