hvor saa godt som hele det Regiment, ved hvilket han stod, deriblandt næsten alle dets høiere Officierer, blev paa Valpladsen, hvorpaa Arntzen og Levningerne af Regimentet toge den allerede erobrede Fane tilbage. Til Belønning for denne Tapperhed blev han Major. Der tilføies endog, at han blev Baron og havde Udsigt til at faa et Krongods. Soldaterne „elskede ham som en Fader“ og havde engang reddet hans Liv ved at bære ham bort paa sine Geværer.
I det nordenfjeldske Norge, særlig i Romsdalen, har man nogle endnu ikke ganske forstummede Folkesagn om Nordmænds og det menige Soldaters Tjeneste hos Catharina. Hos „Stordronningen“ af Rusland skulle saaledes Hestegardister fra Throndhjem have tjent, hvilke senere ved sin Hjemkomst berømmede hendes Gavmildhed og navnlig priste det prægtige Udstyr, som havde udmærket Garden. De fortalte, at de vare komne til Rusland fra den danske Krigstjeneste næsten uden Klæder paa Kroppen, men kunde nu fremvise de glimrende Munderinger, som „Stordronningen“ ved Afskeden havde ladet dem beholde. Nogle saadanne Veteraner drev endnu et godt Stykke ud i dette Aarhundrede om Gaard imellem og fortalte om sine Oplevelser og Bedrifter.[1]
Ogsaa Søetaten har under den svensk-russiske Krig havt en meget fremtrædende dansk Repræsentant, der allerede tidlig maa være gaaet til Rusland og rimeligvis er forblevet der for stedse. En Bornholmer Kruse, der neppe nogensinde har været dansk Søofficier, var allerede i 1780 russisk Contreadmiral og førte i saadan Egenskab Befalingen over en Eskadre af den betydelige Flaade, som i hint Aar indfandt sig ved Kjøbenhavn i Anledning af det
- ↑ Meddelelse af O. A. Øverland.
