Haab om at blive onkelens Adjutant og strax at faa en høiere Grad end Lieutenant fik han ei strax opfyldt, men tabte derover ikke Modet. I den følgende Tid, navnlig i 1789, skal han have lagt stor Tapperhed for Dagen og af Grev Soltikow have faaet de bedste Udsigter til at stige i Rusland, var forestillet for Keiserinden o. s. v., men Kronprinds Frederik vilde ikke tillade ham at vende tilbage efter et Besøg i Hjemmet 1790, hvorfor han maatte tage sin Afsked fra den russiske Tjeneste. I Danmark drev han det tilsidst til at blive Generalmajor, tog 1833 Afsked med Generallieutenants Titel og døde 9de Febr. 1849.[1]
Nils Arntzen, født 1765 og Søn af Krigsraad Ole Arntzen paa Grinder i Grue Præstegjeld i Solør († 1811), af hvis tyve Børn han var det tolvte i Rækken, var 1785 bleven Fænrik à la suite i Kjøbenhavn, men tog 1788 russisk Tjeneste og kjæmpede i Finland, deltog siden i Krigene i Polen og i Holland, blev 1790 Capitain, 1799 Major og skal tilsidst være død som oberst 1811. I Rusland havde han giftet sig, men var barnløs.[2] Han var en Halvbroder af Statsraad Andreas Arntzen og Sorenskriver, Præsident Arne Arntzen.
I Aarene 1804–1805 indførtes i en dansk Avis[3] nogle Efterretninger om hans russiske Bedrifter, hvoraf Hovedindholdet er Følgende. I den svenske Krig mistede han ved en Kanonkugle en Del af Hoften og var siden halt og maatte gaa med Staalbelte. I den polske Krig, hvor han var med at indtage Praga og Warschau, blev han atter saaret. Heldigere var han i det Hollandske Felttog,
