Da den anden Tyrkekrig udbrød i 1787, viste den
danske Regjering selv Iver for at fremskynde sine bedste
Officierers Deltagelse i den, skjønt den vistnok vilde have
betænkt sig derpaa, om man havde kunnet forudsætte, at
Freden mellem Rusland og Sverige allerede i det følgende
Aar skulde blive brudt og Danmark-Norge altsaa som
Ruslands Allierede selv skulde faa Brug for sine Folk.[1]
Jeg kjender forøvrigt ikke nærmere til de nordiske Deltagere
i denne Tyrkekrig.
Under den kort efter udbrudte Krig mellem Catharina og Gustav III gjorde danske Officierer sig stærkt bemærkede. Af Landkrigere var daværende Generalmajor Frederik Numsen den mest fremtrædende. En Hovedkilde til hans Historie er tre viser om ham af Peter Topp Wandal,[2] der angive sig at være et Forsøg paa „at efterligne de gamle Kjæmpeviser“, men som dog snarere minde om Rimkrønikerne fra Slutningen af Middelalderen og som disse i Virkeligheden kun er den rene Prosa. Af dem og af samtidige Avisefterretninger se vi, at Numsen, der i tidligere Dage havde kjæmpet i den østerrigske Hær under Syvaarskrigen, i 1785[3] var gaaet i russisk Tjeneste. Han anførte nu i Svenskekrigen en større Troppestyrke, der angives til 10,000 Mand. Han gjorde sig især bekjendt i Mai 1790 ved en vel udført overgang over Kymenefloden, dengang Grændsen mellem svensk og russisk Finland, hvorefter han erobrede et svensk Batteri paa 12 Kanoner og
- ↑ E. Holm, Danmarks Politik under den svensk-russiske Krig fra 1788–1790 i det Kgl. danske Vidensk.-Selsk. Skr., 5. Række, historisk og philos. Afdeling, B. 4, II, S. 46. (Særsk. Aftr., S. 14).
- ↑ Minerva, April–Juni 1790, S. 408–422.
- ↑ Almindeligt Register til Maanedsskriftet Minerva ved N. Nyerup, Kbhvn. 1801, S. 171.
