maaske stod paa sit Høidepunkt. Ogsaa Danmark gjenlød af hendes Ros. Som et Exempel herpaa kan anføres, at Christen Pram, der redigerede „Minervas“ Meddelelser fra Udlandet, i 1785 omtalte hende i følgende Ord: „Folke-Oplysning, Folke-Industri og den dermed følgende Rigdom og Lyksalighed udbreder denne største Fyrstinde efter faste Planer. Selv nyder hun sit Fyrste-Liv i al tænkelig Glimmer, men kun stedse arbeidende paa, at alle, hver efter sin Plads i Verden, kunne nyde Livet behageligt. Fienders Rædsel, Bundsforvandtes Stolthed, gaar hun frem mod den mest hæderfulde Alderdom, en Fyrstinde har nydt paa Jorden. Dog endog til det korteste Udtog af Menneskelighedens Fremgang i hendes Rige forslaa ikke Journalistens Brochurer“.[1] Tonen nedstemtes vistnok allerede kjendelig, da man fik høre om den bekjendte Reise til Sydrusland,[2] og efter Keiserindens Død kunde Suhm nedskrive den Bemærkning: „Catharina førte en glindsende Regjering; det er vist, men Ildebrande glindse ogsaa“.[3] Men den af Encyclopædisterne og andre Forfattere lovpriste, med Danmark desuden nøie allierede Herskerindes Ry var endnu i hendes sidste Krige stort nok til at drage vore Krigere til Rusland.[4]
- ↑ Minerva, Juli 1785, S. 103.
- ↑ Sammesteds.
- ↑ Suhms samlede Skrifter, XIV, S. 271.
- ↑ Som et lidet Exempel paa Interessen hos os for Catharina II’s Krige kan anføres, at hendes første Kamp med Porten endog i Throndhjem fremkaldte et Skrift i to Hefter af en Commandeur-Capitain C. Lerche: „Eftertanke i ledige Timer i Anledning af den blodige Krig, som nu i disse Tider føres imellem den Russiske Keiserinde Catharina den Anden og den Tyrkiske Keiser Mustapha den Tredie. Første–andet Stykke. Trondhiem 1770–71.“ 8. Man vil dog her ikke finde meget om danske og norske Landsmænds Deltagelse i Krigen. (Se dog I, S. 26–27 og II, S. 65). Forf. henviser derimod til Alton. Mercurius og den Berlingske Avis, til hvilke jeg her ikke har Adgang.
