løslodes 1776. Senere levede han mest i Lausanne. Da den anden Tyrkekrig udbrød, skal man i Rusland have ønsket ham tilbage, men den danske Regjering, fra hvilken han nød Pension, negtede sit Samtykke og kaldte ham tilbage, da Fiendtlighederne med Sverige udbrød i 1778. Disse bleve af ganske kort Varighed, og Falkenskiold vendte uden at have været benyttet i Tjenesten tilbage til Lausanne som Generalmajor. Han naaede her en høi Alder og døde først den 30te September 1820. Sex Aar senere udgaves i Paris hans Memoirer,[1] der siden ogsaa udkom paa Dansk i en mere end almindelig slet og utilfredsstillende Oversættelse.[2] Memoirerne vakte i sin Tid opmærksomhed i vide Kredse.[3]
Catharina II, hvem Samtiden gav det i mere end en Henseende træffende Tilnavn „Nordens Semiramis“, var dels paa Grund af de virkelig fremragende Egenskaber, som ikke kunde frakjendes hende, dels formedelst det Held, hvoraf hun ledsagedes, og den Evne til at blænde, som hun i en sjelden Grad besad, Gjenstand for megen Beundring i lang Tid. Man glemte den Maade, hvorpaa hun havde vundet sin Throne, og lukkede længe Øinene for andre af hendes Synder. Hendes Anseelse tiltog endog lige til henimod den franske Revolution, idet hun paa en Maade afløste Frederik II, ved hvis Død Keiserindens Glorie
- ↑ Mémoires M. de Falkenskiold, Paris 1826.
- ↑ „Gamle Erindringer af Seneca Otto v. Falkenskiold“ ved I. H. Hansen, Kbhvn. 1847.
- ↑ Et Uddrag af dem findes saaledes ogsaa hos E. Herrmann, Gesch. des russischen Staates, B. 5. En næsten altfor velvillig Bedømmelse af Falkenskiold og hans Memoirer (af C. Molbech) findes i Nyt dansk historisk Tidsskrift, IV, S. 503 flg. Se om ham ogsaa Dansk hist. Tidsskr., 3. R., IV, S. 392, 419–420 o. fl. St. Om hans Ophold paa Munkholmen har jeg givet nogle Oplysninger i Historisk Arkiv for 1881, II, S. 111–114.
