heller ikke været sjeldne, naar det gjaldt Personer, om hvis Tjeneste man virkelig skjøttede.
Efterat i 1767 Forhandlingen om Mageskiftet af den russiske Thronfølger Pauls Del af Holsten og hans Fordringer paa det halve Slesvig imod de hidtil Danmark tilhørende Grevskaber Oldenburg og Delmenhorst havde ført til en Tractat, der skulde træde i fuld Kraft, saasnart Paul blev myndig, sluttedes den 13de December 1769 en ny Tractat mellem Danmark og Rusland. Hvad der i denne vedkommer vort Emne, er den Bestemmelse, at Kongen af Danmark og Norge til Gjengjeld for Ruslands Forekommenhed i andre Henseender lovede at „tillade“ et vist Antal af sine Søofficierer at indtræde i den russiske Marine og forpligtede sig til med et Varsel af sex Maaneder at „overlade“ Rusland 2000 Matroser til Bemanding af dets Flaade. Denne Bestemmelse havde den ældre Bernstorff, som endnu dengang ledede den dansk-norske Udenrigspolitik, kun modstræbende gaaet ind paa, „da det stred mod hans Følelse, at disse Folk under fremmed Flag skulde vove deres Liv for en anden Sag end deres Fædrelands.“ Han havde derfor ogsaa, efter at Tractaten var afsluttet, forsøgt at faa Forpligtelsen idetmindste indskrænket, saaledes at Matroserne ikke skulde anvendes udenfor Østersøen. Keiserinden satte særlig Pris paa Udsigten til en saa værdifuld Forbedring af Besætningen paa den Flaade, der just skulde afgaa til Middelhavet mod Tyrkerne, men den danske Gesandt i Petersburg, Scheel, opnaaede dog, at Antallet idetmindste for den Gang blev nedsat til nogle hundrede Matroser. Disse bleve da ogsaa indskibede til Middelhavet.[1] De have rimeligvis deltaget i Slaget ved
- ↑ P. Vedel, Den ældre Grev Bernstorffs Ministerium, S. 342–343. Correspondance ministerielle du comte J. H. E. Bernstorff, publiée par P. Vedel. Copenhague 1882, II, No. 379.
