bekjendt været tilsinds at tilraade Frederik V at tage Parti i denne europæiske Krig til Fordel for Preussen.[1] Udsigten til et Fredsbrud med Rusland paa denne Maade forsvandt vistnok, men desto mere truende var Faren paa Grund af den russiske Thronfølger, Holsteneren Carl Peter Ulriks fanatiske Had og Hevngjerrighed. Alt tegnede, som Enhver ved, til den alvorligste Kamp i Holsten, hvor Danmark-Norge derfor ogsaa maatte foretage store Troppesamlinger. De Officierer, som tjente i Syvaarskrigen, bleve nu tilbagekaldte.[2] Rusland var saaledes det sidste Sted, hvor danske og norske Undersaatter ved den Tid skulde være at søge, om man ikke tænker paa de Deserteurer, der ikke skulle have været ganske faa under den holstenske Campagne.[3] Under denne indtraf forøvrigt det Særsyn, at over tredive svenske Officierer meldte sig som Frivillige til dansk Krigstjeneste.[4]
Ogsaa denne Gang, ligesom i 1727, afværgedes Krigen ved et Dødsfald, dennegang Peter III’s,[5] og under Catharina II blev efterhaanden Forholdet mellem Danmark og Rusland stedse mere og mere intimt.
- ↑ (P. Wedel:) „Ostens Gesandtskaber“ i Dansk hist. Tidsskrift, 4. R., I, S. 519 flg.
- ↑ O. Vaupell, Den danske og den norske Hærs Historie, II, S. 89. Der anføres her to Nordmænd, som ei kunde adlyde, Hannibal Akeleye af andet vesterlenske Regiment, der i Slaget ved Torgau haardt saaret var bleven østerrigsk Fange, og Johan Svendsen af nordenfjeldske, der i samme Slag var falden i preussisk Fangenskab. De havde altsaa kjæmpet hver paa sin Side.
- ↑ P. Wedel, Den ældre Grev Bernstorffs Ministerium, Kbhvn. 1882, S. 231.
- ↑ Sammesteds, S. 226.
- ↑ Om M. Beringskiolds og Rantzau-Aschebergs Ophold og Bedrifter i Rusland ved denne Tid se Dansk historisk Tidsskrift, 5. R., I, S. 153–161 og Danske Samlinger, IV, S. 289 flg.
