Det var paa denne Tid, at Povel Juel vandt sin
sørgelige Navnkundighed som Landsforræder. Denne Mand,
en Thrønder af Fødsel, har ganske vist i visse Retninger
besiddet Talent, hvilket han, skjønt ustuderet, godtgjorde
ved et Par ganske mærkelige literære Arbeider, et Læredigt
om „et lyksaligt Liv“ og et landøkonomisk Skrift,
„En god Bonde, hans Avl og Bjering“. Men han var tillige
en mere end almindelig Fusentast og uforbederlig
Projectmager, ja endog hengiven til Chiromanti, Drømmetyderi
og lignende Ting, som allerede af Datiden erkjendtes
for Galskaber, dertil i allerhøieste Grad forfængelig og
endelig en Mand af et saa slet Rygte, at man almindelig
mistænkte ham som Mordbrænder.[1] Han havde i 1711 eller
1712 gjort et fordelagtigt Indtryk paa den daværende Vicestatholder
i Norge, Baron Waldemar Løvendal, og rimeligvis
ved dennes Anbefaling opnaaet at blive Amtmand i Lister og
Mandal i Christianssands Stift, i hvilken Stilling han fremkom
med adskillige Projecter og tillige fik mange Fiender.
Hans opsætsighed og Umedgjørlighed medførte tilsidst, at
han under 16de Juni 1721 blev afskediget fra sit Embede,
ved hvilken Leilighed man lod ham forpligte sig til ikke
at gaa i nogen fremmed Magts Tjeneste. I Kjøbenhavn,
hvorhen den misfornøiede Mand nu begav sig, kom han i
Berøring med en svenskfødt Major Hörling, der var i
Hertugen af Holstens Tjeneste, og med en svensk Generalmajor
Coyet, der hørte til samme Hertugs Parti, og
knyttede tillige Forbindelser med den senere saa bekjendte
russiske Statsmand Bestucheff, dengang (siden 1720) Czarens
Minister ved det danske Hof. Nu satte Juel Kronen
- ↑ Herom haves to af hinanden uafhængige Vidnesbyrd, nemlig foruden i Deichmans nedenfor citerede Optegnelser ogsaa hos C. Gjessing, Danske, norske og islandske Jubel-Lærere, I, S. 1.
