anden Udenlandsreise, havde ogsaa, allerede førend han forlod Petersburg, havt hemmelige Samtaler med den fra Kasan hjemvendte Viceadmiral Cruys og kunde melde om denne: „Er scheint wohl intentionirt zu sein“, og meddelte, at han gjennem Cruys havde modtaget mærkelige Oplysninger.[1]
Farerne i 1716 dreve over, ligesaa de i de følgende Par Aar truende Udsigter til, at Peter skulde slutte Fred med Sverige og derefter prisgive Danmark-Norge til Carl XII’s Hevn. I 1720 hændte det, at Cruys som Patron for den lutherske St. Petri Menighed tilligemed dennes Præst og andre Danske eller Norske indgav en Ansøgning til Frederik IV om Hjelp til en bedre Kirkebygning, og denne Ansøgning blev da anbefalet paa det varmeste af Westphalen, der anførte, at Antallet af Danske og Nordmænd i den russiske Hovedstad var meget stort.[2]
Længe varede det dog ikke, førend Stillingen igjen blev meget betænkelig. Aarsagen hertil var, at Hertugen af Holsten-Gottorp, Carl Friederich, hvem den danske Konge i hans Mindreaarighed havde berøvet hans Andel af Slesvig, og som derefter var bleven bittert skuffet i sit Haab om som Carl XI’s Dattersøn at blive Konge af Sverige, havde taget sin Tilflugt til Rusland og søgt Beskyttelse hos Czaren, med hvis Datter Anna han omsider efter mange Ydmygelser og lang Prøvetid blev forlovet og omsider gift. Denne Forbindelse blev skjebnesvanger for Danmark og Norge gjennem flere Generationer, og Freden blev flere Gange usikker.
