heden af Reval, hvor han tilbragte sine sidste Aar med Læsning og Studier.[1] I Lister af utvivlsom Paalidelighed anføres han i 1718 blandt de russiske Generallieutenanter og i 1725 mellem Generalerne.[2]
Det er ovenfor omtalt, at Vice-Admiral Wilster havde tre Brodersønner, der gik ind i den russiske Hær, Sønner af Commandanten i Frederiksstad, Generalmajor Peter Jacob Wilster.[3] Den Ældste, Johan Wilster, blev i Rusland „Capitain og Professor i Mathematik“. Den anden, Dominicus Wilster, er mere bekjendt. Han havde været ansat i den norske Hær, men var i 1715 gaaet over til Svensken og skulde i hint Aar gjøre Tjeneste som Artillericapitain ved Stralsund, men da han ikke kunde slippe ind i den beleirede Fæstning, sendte Generalgouverneuren, Mauritz Wellingk, ham med et Anbefalingsbrev til Arveprindsen af Hessen (den senere Kong Frederik I) og tilkjendegav, at Wilster kunde give gode Oplysninger om Forholdene i Norge, dersom der skulde foretages noget mod dette Land. Arveprindsen optog denne Tanke med stor Iver og lod Wilster opsætte et Udkast til Angrebsplan paa Norge, hvilket den 21de Sept. 1715 sendtes Carl XII. Kongens Svar kjendes ikke, men det antages, at Arveprindsens Forslag har bidraget adskilligt til, at Carl i det følgende Aar gjorde sit bekjendte Forsøg paa at erobre det Søndenfjeldske.[4] Denne Mand er uden Tvivl den samme „Brodersøn af Admiral Wilster“, der senere nævnes som russisk Artillerioberst og i denne Egenskab endnu
- ↑ Efter nogle i 1782 nedskrevne Optegnelser, der ere trykte i Personalhistorisk Tidsskrift, II, S. 69–73.
- ↑ Weber, Das veränderte Russland, II, S. 188. Bergmann, Peter der Grosse, VI, S. 128.
- ↑ Se om denne Norske Samlinger, 8vo, II, S. 120–121.
- ↑ Johan August Lagermark, Karl XII’s Krig i Norge 1716, academisk Afhandling, Upsala 1883, S. 14–15.
