I 1716 var det Sivers, der som Commandeur anførte
den betydelige Eskadre, med hvilken Russerne for første
Gang seilede over Østersøen til Kjøbenhavn, og han kom
saaledes nu til i en overordnet Stilling at gjense sit gamle
Hjem. Han steg raskt fra den ene Grad til den anden,
blev 1719 Schoutbynacht, 1721 Viceadmiral og i 1727
Cruys’s Eftermand som Admiral og Vicepræsident for Admiralitetscollegiet.
Allerede i 1716 var han bleven optagen
i det esthlandske Ridderskab, 1722 fik han et Gods
Heydola i Russisk-Finland, og 1723 blev han ved samme
Leilighed som Cruys Ridder af Alexander-Newsky Ordenen
og bar samme Aar Scepteret ved Peter den Stores Ligbegjængelse.[1]
I Rusland var der imidlertid ikke alene Adgang til rask Ophøielse, men ogsaa til brat Fald, og Sivers undgik ikke bitre Erfaringer. I Begyndelsen af Anna Iwanownas Regjering faldt han (1732) pludselig i Unaade. Selv har han troet at maatte søge Grunden hertil i et Uvenskab, som tidlig opstod mellem ham og den samtidig til Rusland ankomne Ostermann. Denne skal først have søgt at skade ham ved at omtale Sivers ufordelagtig for sin Velynder Admiral Cruys, og senere, da han selv kom til Magten, have benyttet sig af enhver Leilighed til at skade ham, ligesom ogsaa en anden meget indflydelsesrig Mand, Münnich, hørte til hans Fiender. Sivers blev nu beskyldt for Underslæb. Dette har dog neppe været den egentlige Aarsag til hans Fald. Værre var det uden Tvivl, at hans Fiender søgte at gjøre ham mistænkelig som en af dem, der havde havt noget at bestille med det Forsøg paa gjennem en Haandfæstning at indføre et Slags oli-
- ↑ Dette sidste berettes af Weber, Das veränderte Russland, II, S. 208.
