uindskrænket Herre, saa at selv ikke Keiseren der skulde have noget at sige.[1]
I den russiske Tjeneste nød Sivers høi Anseelse. Han deltog f. Ex. i Affæren ved Hangøodden, var Øverstbefalende ved en Landgang paa Gotland, undersøgte Farvandet ved de finske Skjær, havde Del i Cronstadts Befæstning o. s. v. Særlig ansees hans Virksomhed som Leder af Kanal- og Byggearbeider at have været stor og fortrinlig.
I 1711 sluttedes Freden i Hush mellem Rusland og Tyrkiet, ved hvilken Leilighed Czaren som bekjendt atter tabte den faste Fod, han havde vundet ved det asowske Hav. Da Sivers fra Cruys havde faaet Tidende herom, udførte han en rask Daad. Med tre Skibe løb han ud fra Taganrog, seilede til almindelig Forbauselse forbi Constantinopel og gjennem Dardanellerne ind i Middelhavet. Han korn til England, solgte de tre Skibe, kjøbte i deres Sted to bedre og bemandede dem med sine Folk og kom omsider gjennem Østersøen til Petersburg. Czaren udnævnte ham strax til Commandeurcapitain og satte fra den Tid stedse høiere Pris paa hans Dygtighed.[2]
- ↑ Efter en Familietradition skal Peter ikke destomindre engang i Drukkenskab have overtraadt dette Sivers givne Løfte. Czaren forlangte nemlig, at en Eskadre i den finske Bugt, der stod under Sivers’s Befaling, skulde løbe ud til en Manøvre, og vilde ikke høre paa nogen Modforestilling, tvertom slog efter Sivers med sin Stok uden dog at træffe ham. Man seiler altsaa ud, men der opkommer en Storm, der splitter Skibene ad og bringer dem i Fare. Sivers griber nu Keiseren, spærrer ham inde i Kahytten, tager selv Commandoen, samler Flaaden og bringer den uskadt i Havn. Efter at Czaren har sovet Rusen ud, melder Sivers sig og begjærer sin Afsked. Efter en længere Samtale bliver saa Enden, at Czaren omfavner sin tro Tjener, beder ham blive i Tjenesten og forsikrer ham om sin bestandige Naade.
- ↑ Scheltema, Rusland en de Nederlanden, III, S. 287.
