vred,“ svarede Cruys: „Og jeg ikke heller.“[1] Han fik forøvrigt ved Tilbagekomsten en Gave af Peter, bestaaende af tyve tusinde Rubler.[2] Men en af Cruys’s Sønner, der senere skal omtales, vendte paa den Tid Rusland Ryggen og tog 1714 Tjeneste i den dansk-norske Marine. At han i denne strax fik Ansættelse som Capitain-Lieutenant tyder paa foregaaende russisk Orlogstjeneste. Grunden til dette Skridt paa denne Tid kan ei være tvivlsom.
Medens Cruys saaledes fik fortjent Opreisning, kom Raden nu til hans Fiender. Som vi allerede have seet, opdagedes der grov Uorden og store Underslæb i Administrationen. Mellem dem, som befandtes at være skyldige, var Storadmiralen Apraxin selv. Weber kan derfor i December 1714 berette, at denne Magnat har maattet døie „eine sehr harte Predigt“ af Czaren, og at han personlig har besøgt Apraxin og fundet ham saare ilde tilmode.[3] Men den mægtige Mands Stilling var saa fast, at ban slap med Irettesættelse. Han beholdt sit Embede, og han og Cruys kom endnu længe til at staa i det gamle Embedsforhold. I 1718 indførtes den tidligere omtalte kollegiale Regjeringsform efter svensk Mønster. Marinekollegiet fik Apraxin til Præsident og Cruys til Vicepræsident.[4]
Da Peter efter Freden i Nystad antog Titel af Keiser og uddelte Naadesbevisninger til sine fortjente Mænd,
- ↑ Zeitgenöss. Berichte, II, S. 46. Büsching l. c.
- ↑ La Russie au XVIIe siècle, memoires inedits, publ. par le prince Augustin Galitzin, Paris 1865, p. 337.
- ↑ Zeitgenöss. Berichte, II, S. 40.
- ↑ Sammesteds S. 107. Naar der her staar Peter Mauritz Apraxin, er det formentlig en Feilskrift for Fedor Matwejewitsch A., der var Storadmiralens Navn (Bergmann, Peter der Grosse, VI, S. 218).
