stundum ikke noget eller kun et formindsket ansvar – små bøder til modparten og intet til kongen, – enten fordi den fornærmelige karakter antoges at mangle, eller fordi fornærmelsen ikke antoges at egne sig til oprejsning. Herhen hører således bestemmelsen i G. L. 191 og F. L. IV. 18 og X. 41, hvor ansvaret for at hæve våben mod nogen, løbe ind på nogen eller slå den hest, som nogen sidder på, – altså forgåelser, som nærmest har sin grund i kådhed, – er gjort afhængikt af, at den fornærmede strax skyder til vidne derpå. Fremdeles G. L. 195: at den, som drog en anden i håret, skulde bøde halv, og hvis han tillige rystede ham (tuttan) fuld ret; men hvis de begge kastede sine våben og greb hinanden i håret (vingrétta), var der ingen ret herfor. Efter G. L. 190 havde, når kvinder sloges, ingen anden ret herfor end de selv, hvoraf meningen uden tvivl er, at der i den sags anledning ikke ansees sømmelikt for deres mænd eller frænder at rejse nogen påtale; jfr. F. L. X. 38, hvorefter det alene skulde bødes med halv ret, når en kvinde slog en anden kvinde, men med fuld ret, hvis hun slog en mand. – Beklagede nogen sig over at have faaet hug og slag, uden at bære spor deraf på sit legeme, ansåes det efter G. L. 211 som en opdiktet historie (svarta-slag, jfr. B. K. R. (II.) 13). At beskylde nogen for at have fået prygl var fuldrets-sag, og medførte endog 40 marks bod til kongen, hvilket åbenbart har sin grund i den fare for ufred, som slig ophidsende beskyldning kunde fremkalde, jfr. kap. 216 og B. R. 31, hvor boden til kongen er bortfaldt. Klagede 2 mænd gjensidig over at have fået prygl af hinanden – (barsmíð), uden at have vidner derpå, skulde hver af dem ifølge G. L. 208 bøde sin egen ret til kongen, men intet til modparten. – Et
